Det er ikke fedtafgiftens skyld, at salget af smør og småkager er faldende i Danmark, mener Venstre. Partiet peger i stedet på den øgede grænsehandel som forklaring.

Danskerne er ikke blevet sundere af fedtafgiften, mener Venstres sundhedsordfører, Sophie Løhde. Godt nok viser nye tal, at salget af smør, kiks og småkager faldt i årets første seks måneder, men det skyldes ifølge V-ordføreren, at danskerne i højere grad end tidligere kører syd for grænsen for at handle.

- Jeg tvivler på, at der overhovedet er nogen sundhedsmæssige genvinster forbundet med fedtafgiften. Det er også derfor, at vi klart har meldt ud, at fedtafgiften er ødelæggende i forhold til danske virksomheders konkurrenceevne og derfor skal fjernes, siger hun til Berlingske Nyhedsbureau.

- Et lang række undersøgelser viser, at der købes langt mere af den slags fødevarer syd for grænsen. En bakke smør bliver trods alt ikke sundere af at være købt syd for grænsen i forhold til hos den lokale Netto, siger hun.

Tal, som Søndagsavisen har fået fra Nielsen ScanTrack Dagligvareindeks, viser, at danskerne købte 700 ton mindre smør og blandingsprodukter i første halvår af 2012 i forhold til samme periode sidste år. Når det gælder kiks og småkager, der også er omfattet af fedtafgiften, tegner der sig et lignende billede. Her faldt salget med 500 ton.

Økonomiprofessor Bo Sandemann Rasmussen, Aarhus Universitet, mener, at fedtafgiften, der blev indført sidste år, er årsag til faldet:

- I forhold til smør og kiks er det forholdsvis klart, at den tidligere regering har fået de ændringer, den er gået efter, siger han til Søndagsavisen.