Blodets bånd er stærkere end alle andre argumenter, mener Venstre. Hvad mener du?

Både Venstre og Dansk Folkeparti vil sende den lille adoptivpige Masho hjem til sine biologiske forældre i Etiopien på baggrund af dokumentaren »Adoptionens pris«. Det er juridisk muligt, vurderer advokat.

Det endte ikke lykkeligt for den lille etiopiske pige Masho, da hun som fireårig sammen med sin to år gamle lillebror Roba blev bortadopteret til et dansk par af sine biologiske forældre. Derfor bør hun sendes hjem til Etiopien, mener både Venstre og Dansk Folkeparti på baggrund af dokumentaren »Adoptionens pris«, der blev sendt på TV2 mandag aften.

Dokumentaren skildrer Mashos historie og fortæller, hvordan den lille pige aldrig tilpassede sig livet i Danmark hos sine nye forældre og endte på et dansk børnehjem, hvor hun bor i dag, nu ni år gammel.

- Det er dybt uacceptabelt, når børn lokkes væk fra deres forældre, selvom disse er velfungerende, som det ser ud til at være tilfældet i sagen om Masho, der naturligvis bør hjælpes hjem til sine biologiske forældre med støtte fra det danske samfund, siger Dansk Folkepartis familieordfører, Mette Hjermind Dencker, i en pressemeddelelse.

Socialminister Karen Hækkerup (S) har bebudet en grundig undersøgelse af omstændighederne omkring Mashos adoption og systemet omkring adoptioner fra Etiopien generelt. Hun siger til TV 2, at hendes ministerium har taget kontakt til den etiopiske stat, men at hun ikke vil kommentere på, om Masho bør sendes hjem.

Venstres socialordfører, Eyvind Vesselbo, bakker Dansk Folkeparti op i, at Masho bør sendes hjem til Etiopien, og han er ikke enig i socialministerens udtalelser.

- Det er jo den sædvanlige form for ansvarsforflygtigelse. Jeg mener, at jeg lige så godt som eksperterne kan vurdere det her. Blodets bånd er stærkere end de argumenter, som eksperterne kan komme med, siger han til TV 2.

Formand for Danske Familieadvokater Helle Larsen vurderer, at det er juridisk muligt at sende den lille etiopiske adoptivpige tilbage til sit hjemland, men at flere ting skal være gældende.

- Efter dansk ret kan man godt ophæve en adoption, men det kræver, at både de adopterende og de biologiske forældre er enige om det. Samtidig skal det skønnes, om det er bedst for barnet, siger hun til Berlingske Nyhedsbureau.

Helle Larsen fortæller, at fordi Masho er adopteret til Danmark, svarer hun fuldstændig til et barn, der er født af de danske adoptivforældre.

- Hun har boet i Danmark i omkring halvdelen af sit liv, og derfor er jeg da ikke sikker på, at det er bedst for hende at blive sendt tilbage. Jeg har arbejdet med familieret i mange år, og jeg har ikke kendskab til situationer, hvor man rent faktisk har ophævet en adoption, men det er juridisk muligt. Det er bare meget vigtigt, at der handles i Mashos interesse, siger hun.

Derfor bør Masho vurderes af både børnepsykologer og børnesagkyndige, inden der handles i hendes sag, lyder det fra Helle Larsen.

Socialminister Karen Hækkerup har indkaldt samtlige partier til krisemøde på fredag klokken ni, der skal skabe klarhed over, hvorvidt den danske adoptionsproces kan optimeres.

Men i TV2's program 'Go'morgen Danmark' onsdag morgen manede hun til besindighed:

- Jeg vil godt opfordre til, at vi slår koldt vand i blodet. Der er tale om et barn med store traumer. Jeg er ikke sikker på, at det vil være godt for hende at komme tilbage til Etiopien. For hvad er det, vi sender hende tilbage til? Et børnehjem i Etiopien? Så er jeg sikker på, at vi kan sørge for, at hun for en langt bedre fremtid her, sage ministeren. 

HVAD MENER DU? SKAL MASHO HJEM TIL ETIOPIEN? OG HVAD MED HENDES BROR? DELTAG I DEBATTEN NEDENFOR ELLER PÅ FACEBOOK