Det kom som et chok for vennerne i Korsør, da den kriminelle og voldelige Morten Storm med relationer til Bandidos i 1997 besluttede sig for at konvertere til islam og blive muslim. Men chokket over, at Morten Storm søndag sprang ud som hemmelig PET-agent, er mindst lige så stort.

- Jeg vidste intet om det. Sådan lyder det fra den tidligere bokser og boksetræner Mark Hulstrøm, der har kendt den 36-årige Morten Storm, siden han begyndte i Korsør Amatør Bokseklub for mere end 20 år siden.

Han frygter, at hans ven nu har bragt sit liv i fare, efter at han søndag stod frem i Jyllands-Posten og fortalte, at han har arbejdet som PET-agent og har infiltreret terrornetværket al-Qaeda. Hans indsats førte, ifølge Morten Storm selv, til at al-Qaeda-lederen Anwar al-Awlaki blev dræbt af en drone 30. september 2011.

- Jeg mener, at han er i livsfare, når han står frem og siger sådan. Jeg forstår ikke, at han har gjort det, siger Mark Hulstrøm, der ikke har set Morten Storm det seneste år.

- Jeg er rystet over det, og jeg er bekymret for, at han skal blive slået ihjel, tilføjer han.

Småkriminel

Hulstrøm kalder Storm for sympatisk, men husker tydeligt, da den 13-årige Morten Storm begyndte i bokseklubben. Allerede dengang var han småkriminel.

- Han har altid været indblandet i lidt kriminalitet, siger Hulstrøm, der dog heller ikke selv har en pletfri straffeattest. I 1996 blev han dømt i en større smuglersag for at have smuglet cigaretter fra Polen. Han fik 3 ½ års fængsel og blev dømt til at betale ni mio. kr. til told og skat.

Men Morten Storm fik heller ikke den letteste start på livet. Barndommen var præget af svigt, de forkerte venner, en fraværende far samt en stedfar, som han hadede, har han fortalt i et interview med Politiken i 2003.

En mor til en af Morten Storms barndomsvenner i Korsør fortæller til BT, at hun husker den unge Morten som ’en utrolig sød og meget, meget behagelig dreng’, men at han også var forsømt og higede efter opmærksomhed.

Det var måske årsagen til, at Morten Storm allerede som 13-årig havde forsøgt væbnede røverier. Forsømmelsen er måske det, der i første omgang fik den unge teeenager til at søge mod de arabiske familier. Han kunne godt lide de arabiske familiers loyalitet - en loyalitet, som han senere i livet ville vende tilbage til. Men inden da fortsatte han sin kriminelle løbebane.

Arbejdede for Bandidos

Som 19-årig havde Morten Storm allerede siddet i fængsel to gange. Bokseringen forlod han i slutningen af teenageårene, og i stedet begyndte han at interessere sig mere og mere for rockergruppen Bandidos. Under et ophold i Helsingør Arrest mødte han et fremtrædende Bandidos-medlem.

- Han introducerede mig til klubben. Han sagde: Her er Danmarks yngste voldspsykopat, til de andre voldspsykopater - og jeg blev respekteret, fortæller Morten Storm, der hurtigt fik opgaver for rockerne og blev en brik for Bandidos i den store rockerkrig.

- Det var et arbejde lige pludselig, ikke en hobby, udtaler han i Politiken-interviewet, hvor han også fortæller, at hans interesse for Bandidos kostede ham hans kæresteforhold.

Men venskabet med rockerne var ikke ren idyl. Samvittigheden begynder at indhente ham. En dag tager han hjem til en udsmider for at afstraffe ham for tidligere at have smidt ham ud fra et diskotek. Med en hætte trukket over hovedet og et baseballbat i hånden tærsker han ham. Efterfølgende bliver han tynget af skyld, og nogle måneder efter kommer vendepunktet i Morten Storms liv. Han bliver anholdt for et røveri på Møn, som han dog ikke har begået. Men i cellen får han tid til at tænke over sit liv. Og da bistandsadvokaten kommer, melder han ud, at han ønsker at bryde sine Bandidos-forbindelser. I samme ombæring beslutter han sig for at blive muslim. Begge dele chokerer i hjembyen Korsør.

- Det virkede simpelthen så utroværdigt. Han havde aldrig nogensinde før været religiøs. Og pludselig skulle han være muslim, fortæller Mark Hulstrøm, der selv er ateist og ligesom flere andre havde svært ved at forene sig med tanken.

Beder fem gange om dagen

Men Morten Storm mener det seriøst. I Køge Arrest har han mødt en engelsk muslim, og da politiet frikender Morten Storm for røveriet på Møn, tager han til England og flytter ind hos sin nye ven. Han får job på en fabrik og begynder at gå mere og mere op i at være muslim. Han beder fem gange om dagen:

- Jeg var stolt over at være muslim. Jeg var simpelthen så glad for at have ændret mit liv. . . At gå til moskeen og bede, det var frelse, forklarer han i Politiken-interviewet.

Morten Storms besættelse af det muslimske fører til, at han få måneder efter tager til Yemen, hvor han han kommer på koranskole og lærer om islam. Senere lærer han også at tale arabisk. I år 2000 bliver han gift med en marokkansk kvinde, og to år senere får de en søn.

Derefter udvikler Morten Storms tro sig mere og mere i retning af militant islamisme, og ifølge Jyllands-Posten får han kontakter til personer, der er involveret i terrorhandlinger. Under et ophold i Yemen bliver Morten Storm venner med den førnævnte amerikansk-fødte Anwar al-Awlaki.

I 2006 laver Morten Storm endnu en kovending. Han bliver hvervet af Politiets Efterretningstjeneste, PET, og påbegynder et dobbeltliv.

I årevis bliver han brugt som agent, og de oplysninger, som han indsamler, bliver blandt andet videregivet til den amerikanske efterretningstjeneste CIA. Morten Storm mener, at det var ham, der i september 2011 endelig ledte PET og CIA på sporet af terroristen Anwar al-Awlaki, der 30. september 2011 blev dræbt. Årsagen til Morten Storms kovending er, at han opdager, at de militante islamister ikke havde problemer med at lave terroraktioner, der ville gå ud over civile.

Offentliggørelsen af Morten Storms dobbeltliv har tilsyneladende skabt en del vrede mod ham. På sin Facebookside skrev han i går, at han godt forstår vreden over, at han har spioneret mod sine muslimske venner i Danmark og sladret til PET.

- Jeg ved, I er vrede på mig i forbindelse med mit valg, men jeg vil altid huske jer for det gode, og jeg ved, I er gode mennesker, selv om I er muslimer. Men lige meget - vi har alle ret til at vælge, skriver han på engelsk.

BT har forgæves forsøgt at finde frem til Morten Storm, så han kunne bidrage til denne artikel.