Jesper Theilgaard har 24 foredrag linet op og kan ikke se noget galt i det.

Tv-seerne er i trygge hænder, når DRs mangeårige vejrvært Jesper Theilgaard toner frem på skærmen og fortæller om vejr og vind. Og det har gjort ham til DRs mest efterspurgte vært, som foreløbig er booket til ikke mindre end 24 foredrag i år og dermed sikret en pæn ekstra indtægt oven i sin faste DR-løn.

Det kom frem, da DR torsdag valgte at offentliggøre listen over deres værters og journalisters bijob.

Jesper Theilgaard ønsker ikke at gå ind i debatten om, hvorvidt det er i orden at kunne bijobbe for op til 300.000 kr., når ens løn betales af licenskronerne. Men mener overordnet, at både han og DR får noget ud af, at han er så efterspurgt.

- Det er en privat sag, hvad man laver i sin fritid. Men DR har valgt, at det, vi laver i vores, skal godkendes og offentliggøres. Og det har jeg det fint med. Jeg bruger min fritid på noget, som jeg synes er sjovt. Nogle spiller fodbold. Nogle spiller golf. Jeg holder foredrag, siger Jesper Theilgaard og fortsætter:

- Jeg tager ud, fordi det er en god oplevelse, og jeg får meget ud af det. Og DR får meget ud af det. Så det er absolut en win-win situation for alle parter.

Op til 240.000 kr. ekstra om året

Ifølge forskellige booking-sider koster en aften med Jesper Theilgaard mellem 6.000 og 10.000 kr. Dermed kan han i bedste fald lægge 240.000 oveni sin DR-indtægt i 2014.

- Det er rigtigt, at honoraret nogle gange er i den størrelsesorden. Men nogle gange er det langt mindre. For mig er det ikke det væsentlige, siger han.

På listen over foredragssteder finder man alt fra Forsvarets Sundhedstjeneste til Hjerteforeningen og Høng Gymnasium. Oftest er det senior- og pensionistklubber, der får besøg af den populære vejrvært.

- Tit er det ældre mennesker, jeg holder foredrag for. Så handler det om gamle vejrvarsler, eller ’Vejret i kunsten’, som jeg har skrevet en bog om. Jeg laver også vejrkoncerter og tager ud og fortæller om klimaproblematikken i forskellige sammenhænge. Det er jo mit område, og jeg synes, det er interessant, når folk gerne vil høre om det. Det, at folk gerne vil høre om det, er jo den eneste grund til, at jeg kommer ud. Og for mig er det en afslappende måde at bruge min fritid på, siger Jesper Theilgaard.