En 19-årig mand er omkommet efter en voldsom trafikulykke på Genvejen i Aarhus Syd, hvor personbil og en minibus er stødt frontalt sammen.

Det oplyser Østjyllands Politi til BT.

»Ulykken har desværre haft tragisk udgang for en ung mand. Han er afgået ved døden,« lød det fra vagtchef Martin Christensen til BT tirsdag eftermiddag.

Politiet modtog et alarmopkald om den tragiske trafikulykke klokken 13.06. Den afdøde sad bag rattet i personbilen. Føreren i minibussen, en 46-årig mand, kom også til skade i den alvorlige trafikulykke.

»Han har brækket det ene ben og tre ribben,« fortæller vagtchef Peter Tholstrup-Jørgensen, som har overtaget vagten efter sin kollega.

Billeder fra ulykkesstedet viser, at de to køretøjer blev alvorligt skadede efter det frontale sammenstød. Personbilen holdt stadig på Genvejen efter ulykken, men var fuldstændig smadret, mens minibussen var kørt i grøften. Der var ambulancer og adskillige redningsfolk på stedet umiddelbart efter den tragiske ulykke. Aarhus Brandvæsen var også til stede.

Østjyllands Politi ved endnu ikke, hvad der førte til det fatale sammenstød på Genvejen. Bilinspektøren har blandt andet undersøgt skridspor og blokadespor på vejen, men hans rapport vil tidligst være klar onsdag formiddag.

På grund af oprydningsarbejdet og efterforskningen lukkede politiet en strækning på Genvejen for al trafik efter ulykken og anbefalede alle bilister om at ikke at tage afkørslen Aarhus Syd Hasselager, når de kom kørende af motorvej E45. Men nu er politiet helt færdige på ulykkesstedet og vejen er igen åben for trafik, oplyser vagtchefen.

Den afdøde 19-årige mands pårørende er blevet underrettet.