En tidligere politistation på Store Kongensgade og det gamle Veterinær Institut på Frederiksberg er blandt de 12 unikker ejendomme, som staten har sat til salg.

Det er Statens Ejendomssalg, Freja Ejendomme, der formidler salget af de unikke ejendomme, som nu er til salg på det private marked. Den tidligere politistation på Store Kongensgade 100 kan erhverves for 60 mio. kroner, mens den nærliggende ejendom på Store Kongensgade 106 er til salg for 40 mio. kroner.

Er man ikke til indre by, men mere grønne områder på Frederiksberg, kan man nu blive ejer af det gamle Veterinær Institut på Rolighedsvej 25. Med et grundareal på 22.500 m2 skulle der være nok plads at boltre sig på på de grønne områder mellem bygningerne.

I Jylland er det også muligt at købe ejendomme af staten. Her er en tidligere universitetsbygning sat til salg i Aalborg samt en tidligere politistation i Haderslev. Begge ejendomme vil kunne overtages med det samme, og salgsdirektør i Freja Ejendomme, Jes Rovsing, tror på, at ejendommene vil blive afsat hurtigt.

»Det sidste års tid har vi oplevet, at de gode tider på ejendomsmarkedet har spredt sig fra hovedstaden til resten af landet. Vi har blandt andet solgt rigtig mange af vores jyske ejendomme. Derfor skulle det ikke undre mig, hvis en del af de ejendomme i Jylland, der netop er sat til salg, ryger hurtigt,« siger han.

Gå på opdagelse i de statslige ejendomme, som er til salg her.