KØB PLUS!

Vanvittigt: SKAT brød ind hos den forkerte

SKAT har ret til at bryde ind hos folk, for at inddrive skatter, men mandag var det den forkerte person, som fik et uventet besøg. SKAT beklager deres store fejltagelse.

Mandag aften kom Anita Sørensen fra Østerbro hjem til et meget underligt syn. På hendes bord, lå der et brev fra SKAT. Men det var ikke til hende.

Brevet tilhørte naboen.

- Da jeg kom hen til min dør, kunne jeg godt mærke, at der var et eller andet galt med låsen. De havde simpelthen brugt en låsesmed til at komme ind i min lejlighed. Jeg var meget chokeret, fortæller Anita Sørensen.

Derfor kontaktede Anita Sørensen SKAT over Twitter, hvor hun hurtigt fik et svar og et opkald med en undskyldning.

Underdirektør for Fogeder i SKAT Jørgen Rasmussen forklarer, at den ret voldsomme måde, at komme ind hos folk på, er normal procedure, når der skal inddrives skatter og afgifter ud fra Retsplejelovens §498, hvor man må bruge politi eller låsesmed til at komme ind hos skyldnere.

Skats metoder skal granskes

- SKAT har samme beføjelser som fogedretten, når det gælder adgang til en borgers beboelse. Det betyder, at vi har hjemmel til at låse os ind i en persons hjem ved hjælp af en låsesmed i forbindelse med inddrivelse af skatter og afgifter. Men altså kun, hvis borgeren skylder penge, siger Jørgen Rasmussen.

Det er ikke tilfældet hos Anita Sørensen, som SKAT brød ind i.

- Derfor er det også med stor beklagelse, at vi har konstateret, at der i går skete en fejl i forbindelse med en fogedforretning, hvor en medarbejder tog fejl af to lejligheder. Så snart vi blev opmærksomme på fejlen, kontaktede vi den berørte borger for at give hende en stor undskyldning og en redegørelse for forløbet, fortæller Jørgen Rasmussen.

Råd skal vurdere rimeligheden i Skats metoder

Udover den mundtlige undskyldning til Anita Sørensen, er der også en beklagelse på vej med posten i form af blomster og chokolade.

SKAT tager sagen meget alvorligt og har i dag internt klarlagt forløbet omkring fejlen samt drøftet, hvordan en fejl som denne kan undgås fremover.