Ved du noget om sagen, eller kender du de to redningsmænd, så vil BT meget gerne høre fra dig på 1929@bt.dk eller på Facebook

Et større drama udspillede sig natten til søndag, hvor et par unge drenge fandt en lille pige liggende udenfor en bil i den københavnske forstad Rødovre. I bilen sad forældrene, som drengene ikke kunne vække, selvom de forsøgte at ruske i dem. I bilen var yderligere mindst et par børn og mulige rester af hårde stoffer.

Det skriver Rødovre Lokal Nyt med baggrund i et Facebook-opslag.

De to drenge havde været en tur forbi en ven, og da de var på vej hjem omkring klokken 00.45 - ser de en lille pige ligge udenfor en holdende bil. Det beskriver den ene af de to drenges far i et Facebook-opslag.

På vej hen til vennen - ikke længe inden - havde de set den lille pige løbe rundt og lege udenfor bilen. Noget, de undrede sig over på grund af det sene tidspunkt, men ikke gjorde noget ved, da de kunne se to voksne personer sidde i bilen.

Læs også: Katrine ser en særlig slags porno, når hun er alene: 'Det er en lille smule skamfuldt'

Da de to drenge går tilbage, finder de pigen, som ligger helt stille på vejen.

Derfor går de hen til pigen, men de kan ikke få liv hende, selvom de prøver - og det lyder til, hun kæmper for at trække vejret. I bilen ved siden af den lille pige kan de se, at ruderne er dugget til. De går hen til bilen, hvor de finder to voksne og yderligere et par børn.

'Nicclas og hans ven råber og skriger ind i bilen at de skal vågne, der er ingen respons overhovedet. De rusker i kvinden, men der sker intet. Det eneste der sker er at en baby på bagsædet begynder at græde,' skriver Henrik Vang, der er far til den ene af de to unge drenge, Nicclas Vang Dkhar (16), i Facebook-opslaget.

Til Rødovre Lokal Nyt beskriver Nicclas Vang Dkhar den uhyggelige situation:

»Synet er mildest talt skræmmende. Der en mand, med tatoveringer op af halsen, som vi ikke kan få liv i, selvom vi råber og rusker, og en kvinde som ligger oven på et lille barn, og måske et barn mere bagi bilen. Det går så hurtigt og er så uhyggeligt, så jeg kan ikke engang huske om der er to eller tre børn i alt, men hun ligger i hvert fald oven på det ene barn, der begynder at skrige,« han til mediet.

Situationen får de to drenge til at kontakte alarmcentralen, og politiet dukker op efter det, der beskrives som mere end 20 minutter.

Til at begynde med er det ikke helt nemt at få alarmcentralen til at tro på historien, beskriver Henrik Vang i Facebook-opslaget. Han skriver, at de to drenge bliver spurgt, om de har drukket, da de ringer op. Samtidig bliver de to drenge bedt om at forsøge at vække de to voksne, uden held. Og her bemærker de, at de to voksne ser ud til at have hvidt pulver i skødet.

Hos Københavns Vestegns Politi bekræfter man, at man rykkede ud til episoden. Heldigvis kom ingen noget til, fortæller politiet.

»Vi var derude, efter vi havde fået meldingen om et barn, der lå og sov udenfor en bil. Der var åbenbart nogle mennesker, som havde behov for at få hjælp til at komme hjem. De var fra den anden ende af landet, og så var der lidt sociale myndigheder inde over. Men der var ikke nogle mennesker, der kom noget til,« forklarer vagtchef ved Københavns Vestegns Politi Peter Grønbæk til BT.

Han kan hverken be- eller afkræfte, om der var stoffer involveret i sagen.

»Jeg kan kun bekræfte, at vi var derude. Meget mere kan jeg ikke sige,« fortæller vagtchefen.

Efter Henrik Vang har delt de to drenges rystende oplevelse på Facebook har mange rost dem til skyerne for at reagere køligt. Og mange beskriver dem som et par ægte helte - også Henrik Vang, der simpelt konstaterer: 'De 2 drenge er helte i min verden.'