DMI forventer mulig rekordvandstand i Limfjorden ved Lemvig og Skive søndag formiddag.

Selvom stormen Egon søndag har sluppet sit vindgreb Danmark, kan stormens efterveer stadig mærkes i vandstandene rundt omkring i landet.

Værst ser det dog ud ved Lemvig og Skive, hvor DMI søndag forventer en rekordhøj vandstand.

»Ved Limfjorden forventer vi, at vi på et tidspunkt i dag (søndag red.) kommer op på en vandstand omkring 1,90 meter over Dansk Vertikal Reference. Og gør vi det, så kan man faktisk komme op og få rekordhøj vandstand deroppe, hvis vi sammenligner med tidligere målte vandstande,« siger meteorolog hos DMI Lars Henriksen.

Hvis vandstanden i Lemvig søndag formiddag når de 1,90 meter over Dansk Vertikal Reference (DVR), er der tale om en 50-års hændelse, da den seneste rekord i området, der blev målt 10. december 2011, lød på 1,82 meter over DVR. I Skive forventer DMI, at vandstanden søndag eftermiddag kan nå op omkring 1,90 m over DVR, og her er rekorden 1,76 meter, målt 8. januar 2005.

DMI forventer også høje vandstande andre steder i landet - blandt andet ved Vadehavet, hvor vandstanden dog gerne skulle aftage i løbet af søndag formiddag. Anderledes ser det ud ved Limfjorden:

»Der skal vi i hvert fald nok hen til mandag, før vandstanden kommer ned under de grænseværdier, hvor vi varsler,« siger Lars Henriksen.