Se den nedstyrtede vandledning i videoen.

Nørrebrogade i København er spærret ved Nørrebros Runddel, hvor en vandledning fredag formiddag er faldet ned over vejen og har ramt et busstoppested.

Det oplyser Københavns Politi overfor bt.dk.

»En lastbil påkørte vandledningen, så den er faldet ned. Der er ikke vand på kørebanen,« siger vagtchef Michael Andersen.

Et vidne på stedet fortæller bt.dk, at en person blev kørt på hospitalet med ambulance. Vedkommende skulle have opholdt sig på busstoppestedet, da den 50 cm tykke vandledning faldt ned. Michael Andersen bekræfter, at en person blev ramt på sin hånd af den nedfaldende vandledning.

Der er lang kø på Nørrebrogade som følge af ulykken, men politiet forventer, at trafikken snart glider igen.

»Jeg vil skyde på, at der bliver åbnet for trafik igen om en halv times tid,« siger vagtchefen kl. 11.35.

Vandledningen er omlagt på grund af metrobyggeriet.