'Here is only danish girls'. Her har der været salg af sex i flere hundrede år, men meget har ændret sig i Københavns berømte prostitutionsgade. De danske kvinder er næsten væk.
Peter Belli har sunget om den. Dan Turèll skrevet digte om den og kaldt den for ' livets universitet'. Forfatter Tom Kristensen har i sin roman ' Hærværk' brugt den som afsæt for en menneskelig deroute. Den brogede Istedgade med sine ludere og lommetyve og blinkende neonskilte med non-stop sex.
Det er gaden, som stort set alle danskere kender navnet på, hvad enten de har betrådt dens fortove i den københavnske bydel Vesterbro eller ej. De kender den som gaden, hvor sex er til salg døgnet rundt, hvor de prostituerede trækker.
Kaster man i dag et blik ned ad den kilometerlange Istedgade, er der også masser af dem.
Måske flere end nogensinde. Men i dag er det ikke de danske kvinder, der traver fliserne tynde. Et håndskrevet skilt på en kælderdør i Abel Cathrines Gade 33 ridser måske problematikken i landets ældste luder-kvarter meget godt op: ' Here is only danish girls', står der.
Danske kvinder på gaden er blevet en specialitet.
De er - for nu at ridse det groft op - som i mange andre dele af det danske samfund, fortrængt af billigere udenlandsk arbejdskraft. Selvom det i dag er lovligt at sælge sin krop, har prostitution altid været en varm politisk kartoffel i Danmark. Debatten for og imod har i flere århundreder raset på alle fronter, og i disse år er det især det stærkt stigende problem med handlede udenlandske kvinder, der har kridtet de politiske baner op og fået venstre-og højrefløjen til at hvæsse kløerne i uenighed om holdningen til kvinder, som er lokket og tvunget ud i prostitution af kyniske bagmænd.
Netop den problematik har i flere århundreder været en del af Istedgades historie. Nutidens handlede kvinder har meget tilfælles med de første 'glædespiger', som for snart 200 år siden var med til at gøre kvarteret til centrum for hovedstadens sexhandel. Også de blev nemlig lokket fra provinsen til storbyen med løfter om lettjente penge og et bedre liv.
Og da de så, at virkeligheden var en anden, var det for sent. De var fanget i sexfælden.
Blev gravid og fik syfilis
Der var typisk tale om unge piger fra arbejderklassen i provinsen, som var havnet i en ulykkelig situation, var blevet forført og lokket af en mands løfter om guld og grønne skove i storbyen. Det var f. eks. sådan en skæbne, der ramte Karen Marie Jørgensen fra Holbæk.
Hun var blot 17 år gammel, da hun fuld af drømme lod sig besnakke til at rejse til storbyen.
Hvor hun snart blev forført af en tømrer, blev gravid og fik syfilis. Og hun så ingen anden vej ud af sin dybt ulykkelige situation end at arbejde som fuldtidsprostitueret for en af den tids mest kendte alfonser i København, der gik under dæknævnet ' Den hvide neger'.
Man skal ikke grave særlig dybt i de københavnske arkiver for at finde hundredevis af skæbner som Karen Marie Jørgensens.
Vesterbro - som et langt stykke oppe i 1800-tallet hed Vester Forstad - bestod dengang udover enkelte brostensbelagte gader og pladser af grønne marker og frugtplantager og en helt anden type handelsliv, end vi i dag forbinder med bydelen. Men hvor idylliske rammerne end måtte synes, var livet som prostitueret - som i dag - fornedrende på bunden af samfundet, og som blev foragtet af det gode borgerskab.
Som det blev formuleret af landets førende specialist i kønssygdomme, Sophus Engelsted, var prostitution 'en lige så snusket affære som byens rendesten. Men hvis den blev gjort offentlig og dermed blev underlagt kontrol og overvågning, var den at (sammen-) ligne med et moderne kloaksystem, der også lå skjult for byens borgere, blev passet af kloakmestre og diskret førte byens affald bort.'
Netop kønssygdomme var en væsentlig faktor i datidens Danmark. Selvom prostitution var ulovligt, var den det ikke mere, end at den i hele hovedstaden florerede livligt. Og kønssygdommene gjorde det samme.
Allerede i slutningen af 1700-tallet indførte Danmark som det første og eneste land i Europa fri behandling for alle, uanset formue.
Men fri behandling var ikke nok til at komme kønssygdommene til livs. Derfor udstedte kong Frederik VI i 1815 et dekret om, at de prostituerede en gang om måneden skulle undersøges hos lægen, en opgave politiet blev sat til at håndhæve. Og da det månedlige tjek viste sig ikke at være nok, blev dekretet strammet yderligere til jævnligere kontrol og førte i sidste ende til en lov om ' den reglementerede prostitution', som indeholdt 59 paragraffer med forskellige regler og påbud. Tredje gang en prostitueret blev grebet i at have overtrådt en af disse regler, blev hun indskrevet som et 'offentligt fruentimmer'.
At være et 'offentligt fruentimmer' indebar, at kvinden blev påtvunget at arbejde på offentligt bordel, som der lå adskillige af i hele København, bl.a. i en af sidegaderne til Istedgade.
På disse statslige bordeller kunne de prostituerede holdes under opsyn og tjekkes for kønssygdomme. Og først når og hvis kvinden kunne bevise, at hun havde et andet arbejde, eller var blevet gift, kunne hun søge om at blive slettet som 'offentligt fruentimmer' i politiets register.
Ydmyge ansøgninger
Sådan ét var Laura Heuser blevet. På ovenstående foto fra 1880 poserer hun imødekommende foran kameraet iført en for tiden alt for vovet klædedragt. Fotoet var vedlagt hendes ansøgning til politiet om at blive slettet i deres register. Nu var hun sangerinde, skrev hun.
Det var dét, der skulle give hende friheden og den menneskelige værdighed tilbage efter år som først gadeprostitueret, siden 'offentligt fruentimmer'. Hendes videre skæbne kendes ikke, men Politi Museets arkiver er fyldt med ydmyge ansøgninger fra kvinder, der desperat forsøgte at komme ud af den sexfælde, de var havnet i.
Fra 1847 blev Istedgade for alvor en magnet for byens løsagtige piger. Det år stod den nybyggede Københavns Hovedbanegård klar, og dermed en uudtømmelig strøm af nye kunder, når tilrejsende mænd fra nær og fjern ankom med toget til storbyen. Mænd, der så let som ingenting kunne lokkes i fordærv af et koket løft i kvindens lange skørter, som på den tid var alt, der skulle til, for at sætte skub i mændenes drifter.
Torskeøjet og Fut-Kirsten
Gadens kvinder var kendt på deres øgenavne.
Skurve Laura, Torskeøjet, Bleg-Sofie og Fut-Kirsten og blev set på med foragt af det øvrige samfund. Men også som et nødvendigt onde.
Mænd havde behov, der skulle dækkes. Og så var det trods alt bedre, at de kunne gå til den prostituerede i stedet for at forgribe sig på de pæne piger.
Så samfundet vendte det blinde, omend fordømmende øje til kvinderne, som ifølge optegnelser i Københavns Stadsarkiv ikke havde problemer med at finde steder at servicere kunderne udi ydelser, der - måske lige med undtagelse af s/m - stort set svarer til dem, der ydes i dag. På daværende Hotel Duval, som lå lige i starten af Vesterbrogade, var der således indrettet et stort rum med båse afgrænset af forhæng på hver side af en midtergang, hvor pigerne kunne betjene deres kunder. Og ellers foregik det - som i dag - i baggårde og trappeopgange.
En anden og måske heller ikke uvæsentlig grund til, at Vesterbro blev det foretrukne sted at samle løse piger op, var prisen. I 1905 svingede prisen på et samleje mellem 1,90 og 9 kr. på Vesterbro, mens pigerne på Østerbro forlangte fra 3,10 til 15,10 kr. for samme ydelse.
Gadens 'løse piger' var langt op i historien en blandet flok. Nogle få fortalte, at de trak på gaden, fordi de kunne lide det. Men langt de fleste gjorde det af nød, indtil de var så heldige at få arbejde eller blev gift. Allerede på det tidspunkt havde Istedgade cementeret sit ry som værende leveringsdygtig i ' forlystelser', hvad enten det var værtshuse med et godt slagsmål eller prostituerede. Så gaden lagde sig ikke bare fladt og overgivende ned, da de offentlige bordeller i 1906 helt blev nedlagt og prostitution forbudt. I stedet overtog Istedgade og Vesterbro stort set hele markedet og så stort på truslen om tugthus og fængsel.
Nerven i sexmiljøet
Lempelser i lovgivningen har gennem tiden hjulpet Istedgade og dens løse kvinder.
I 30erne var prostitution kun strafbart, hvis det foregik på fuld tid. Og i 1969 skete der en kæmpe opblomstring af markedet, da pornoen blev frigivet, og gaden for alvor blev berømt og berygtet som nerven i det københavnske sexmiljø.
Nu var det ikke kun de let påklædte kvinder i korte skørter og lange støvler, der var synlige i gaden, men også pornobutikkernes udstillingsvinduer med dildoer i alle størrelser, voksdukker med bundløse lak-trusser og blinkende neonskilte.
Men i de frisindede 60ere og 70ere var det ikke kun sexlysterne, der blev sluppet fri. Stofferne gjorde også deres indtog og med dem en afhængighed, som fik kvinder til at trække på Istedgade for at skaffe penge til dagens fix.
Med undtagelse af en kort periode i 80erne, hvor krisen kradsede så voldsomt i danskernes pengepung, at Istedgades nabo Halmtorvet i dagtimerne var fyldt med husmødre, der prøvede at tjene til terminen, har netop de socialt udsatte narkoprostituerede lige siden stort set varetaget arbejdet på gaden. Den del af sexmarkedet der rangerer allerlavest i den hierarkiske prostitutions-verden.
Trendy for hippe københavnere
Ikke kun Istedgade, men hele Vesterbro har fysisk forandret sig voldsomt siden. Gennem en årrække har den gennemgået en stor byfornyelse, som har trukket et helt andet klientel til bydelen og gjort den attraktiv for børnefamilier.
Halmtorvet - som ligger midt imellem Istedgade og Skelbækgade - er blevet shinet op og cafélivet blomstrer. Kødbyen - engang centrum for fødevare-og kødgrossister - er med sine restauranter og natklubber blevet trendy for hippe københavnere.
Men én ting har tid og byfornyelse ikke ændret på. Gadeprostitutionen er stadig en del af Istedgades og Vesterbros nerve.
Mens de danske gadeprostituerede i årtier har haft området fra Hovedbanegården til Skelbækgade - som er under en kvadratkilometer - stort set for sig selv, begyndte billedet at vende i 90erne.
Thai-piger havde på det tidspunkt forlængst gjort deres indtog på Vesterbro, men udgjorde ingen trussel for kvinderne på gaden, for thaipigerne arbejdede på massageklubber og i bordeller.
Anderledes var det med de østeuropæiske kvinder, som begyndte at trække åbenlyst på Istedgade. Og i slutningen af 90erne fik de selskab af de første afrikanske kvinder. Da indledtes den første kamp om pladsen.
Den problematik kender man slet ikke i andre europæiske storbyer. Her finder gadeprostitutionen oftest sted på kilometerlange strækninger i byens udkant, hvor hver nationalitet har sit faste stykke vej og altså deles om markedet døgnet rundt.
Men i København finder gadeprostitution kun sted på et meget afgrænset og lille område på Vesterbro. Det ved alle, der vil købe. Og alle, der vil sælge.
Gadens narkoprostituerede giver sig ikke af med alfonser. For dem er det udelukkende et spørgsmål om at skaffe op imod 5.000 kr. dagligt til stoffer, og derfor har kvinderne i årtier internt haft en prispolitik, og ingen har haft interesse i at dumpe prisen på sex.
Men de senere år - og ikke mindst efter at prostitution i 1999 blev lovligt i Danmark - er kødmarkedet blevet mere og mere råt i den bydel, som som for flere hundrede år siden lagde de første brostensbelagte kulisser til byens gadeprostituerede.
Der er kommet nye og fremmede boller på suppen og de danske kvinder er stort set fortrængt fra området, truet væk fra fliserne af netop det stærkt stigende antal østeuropæiske og afrikanske kvinder og deres bagmænd. De er blevet truet af prisen for seksuelle ydelser, som i kraft af konkurrencen er presset helt i bund. Ikke mindst af de afrikanske kvinder.
Hos flere af dem kan man købe et blow-job for en 50er. Lidt mere end prisen på en pakke cigaretter.
De østeuropæiske bagmænd
Istedgade og Vesterbros prostitutions-kvarter er blevet delt mellem 'de fremmede'. Om dagen og indtil ca. kl. 19 er det de østeuropæiske piger, der slider fliserne tynde. Når mørket falder på og til langt ud på natten er det de afrikanske, der tager over.
Og det er især de østeuropæiske bagmænd, der har presset de danske gadeprostituerede ud af kvarteret. For bagmændene slår hårdt og kontant ned på enhver, der trænger ind på 'deres' fliser, og derfor har de socialt udsatte kvinder måttet finde andre måder at drive forretningen på og skaffe penge til stoffer. Lovlige som ulovlige.
Truslerne har fået mange af dem til helt at opgive at trække på gaden. I stedet indrykker de annoncer og opbygger deres eget lille kundekartotek og kører forretningen via mobilen fra bl. a. KFUKs sociale værested Reden, hvor brug af mobiltelefoner godt nok ikke er tilladt, men hvor kvindernes snak i opholdsstuen ofte afbrydes af en brummen, når en sms tikker ind og der er kunder på krogen. Så er det ud på gadehjørnet og blive samlet op.
Andre har stort set givet op - i hvert fald i perioder - og tyr i stedet til kriminelle handlinger for at hive de nødvendige penge hjem.
I stedet er det altså de udenlandske prostituerede, der er synlige i Istedgade-kvarteret.
Tyrkisk roma-minoritet
Det er de østeuropæiske, der har dagen. Hovedparten af dem er rumænske, helt specifikt fra en roma-minoritet, oprindeligt fra Tyrkiet.
Derudover er der en lille håndfuld bulgarske piger. Meget unge.
De er ikke svære at få øje på. Ikke alene har de deres faste placering i det afgrænsede område, deres påklædning er også meget 80eragtig.
Udover selve Istedgade er et af de faste arbejdsområder i Skelbækgade, ikke langt derfra.
En ikke specielt charmerende gade. Det ene fortov grænser op til Kødbyens rå bygninger.
Det andet ligger side om side med en stor grossist-forretning, en trøstesløs beboelsesejendom fra 60erne op til hjørnet af Dybbølsgade.
Kønt er der ikke. Men trafik er der. Og det er dén, kvinderne lever af.
Tre af dem står denne fredag over frokost og skutter sig i den stadig kølige forårs-blæst.
Med alt for lidt tøj på. En fjerde kommer gående mod dem iført pastelgrønne, stramme bukser, sort læderjakke og lange, dinglende øreringe. Et modløst blik mod fortovet. En grøn Peugeot-varevogn bakker samtidig ud fra de skrå parkerings-båse. Kunden kører sandsynligvis hjem til sin kone. Den prostituerede er klar til at blive samlet op af næste kunde.
Det er ikke kun påklædningen, der er kendetegnende for de østeuropæiske gadeprostituerede.
Modsat de danske kvinder styres de rumænske og bulgarske piger hårdhændet af bagmænd og bodyguards, som fra parkerede biler i området holder et vågent øje med dem og jævnligt sørger for, at pengene skifter hænder og samtidig benhårdt sørger for at holde konkurrenterne væk fra fliserne.
Sort magi og forbandelser
Når de har lukket forretningen tidligt på aftenen, rykker de afrikanske kvinder ud på gaderne. Deres stramme, sorte jakker, alt for korte skørter og sultne, søgende øjne gør det umuligt at forveksle dem med en flok veninder, der er på jagt efter en sidste caffe latte.
Kvinderne kommer stort set alle fra Nigeria.
For tiden er der ca. 50 af dem på Vesterbro og alt efter vejr og vind sørger de for, at mænd kan få deres seksuelle lyster styret helt frem til kl. 4-5 om morgenen.
I modsætning til de østeuropæiske kvinder har de afrikanske prostituerede ingen synlige bagmænd. I stedet holdes de stærkt overtroiske afrikanske kvinder i et frygtens jerngreb af alfonser eller ' mamaer', der befinder sig tusindvis af kilometer væk og har kastet forbandelser og sort magi over kvinden, som med et fingerknips kan miste hele sin familie hjemme i Nigeria, hvis pengene til ' mamaen' ikke flyder i en lind strøm.
De har altså noget helt andet på spil end de danske gadeprostituerede, de er desperate og leverer deres ydelser til en pris, der ligger langt under de danskes.
Afrikanske kvinder befinder sig allernederst i prostitutions-verdenens hierarki, hvor gadeprostitution i forvejen rangerer lavest, fordi det er det hårdeste og mest farlige. Men fordi de afrikanske kvinder er i landet uden opholdstilladelse, er det for risikabelt for dem at stå der om dagen, hvor der er større risiko for at blive grebet af politiet og sendt hjem. Så kan de bedre gemme sig efter midnat, hvor de ved, der er mindre politi i gaderne.
Løfter om guld og grønne skove
Men fælles for begge grupper kvinder er, at de er tvunget til eller føler sig presset til at trække på gaden. De er - ligesom Karen Marie Jørgensen fra Holbæk blev det i 1800-tallet - lokket ind prostitution af nogen, de kender, med løfter om guld og grønne skove og et bedre liv.
Men virkeligheden er blevet en anden, og ingen af dem er i tvivl om, at det får konsekvenser, hvis de ikke leverer varen. Hvadenten truslerne mod pigerne er fysiske eller psykiske, så virker de og sikrer bemanding på Vesterbros gader stort set døgnet rundt.
Og imens sidder de danske gadeprostituerede i Redens opholdsstue og venter på, at sms'en tikker ind, så de kan gå ud på Istedgade og tjene til næste fix. På Istedgade.
