De skærpede regler for luftvåben betyder, at flere hundrede tusinde danskere nu er i besiddelse af ulovlige geværer. Dybt urimeligt, mener modstanderne af skærpelsen.

Af Mads Mostrup Jensen og Johan Blem Larsen, Berlingske Nyhedsbureau

800.000 geværer og pistoler. Så mange luftvåben ligger der ifølge Justitsministeriet i de danske hjem. Flertallet af dem er fra 1. juni ulovlige, hvor en markant skærpelse af våbenloven træder i kraft.

De nye regler betyder, at alle luftvåben med en kaliber på 5,5 millimeter og derover skal registreres hos politiet. Og hvis ejeren vil bruge våbenet, skal vedkommende tage jagttegn, være medlem af en skytteforening eller have en særlig tilladelse.

Skiftende justitsministre har arbejdet med den nye bekendtgørelse, som skal bremse brugen af kraftige luftvåben. Men reglerne omfatter også mere eller mindre uskadelige hobbygeværer, og dermed bliver tusindvis af almindelige danskere reelt gjort kriminelle, påpeger Bo Nielsen, talsmand for sammenslutningen Nordisk Våbenforum.

- Hvis hr. og fru Danmark har et 300 kroners luftgevær stående i sommerhuset, bliver de nødt til at bruge flere tusinde kroner på at få det godkendt, siger han.

Hos Lystfiskeren, en kæde af friluftsbutikker i Vestjylland, sælger man mange luftgeværer. Tre ud af fire af de luftgeværer, som ryger over disken, er kaliber 5,5 og dermed omfattet af de skærpede regler, fortæller medindehaver Dennis Rasmussen, der ligeledes mener, at reglerne kriminaliserer helt almindelige mennesker.

- Det er overkill, at man går ned og rammer de mindre våben. Vi har fuld forståelse for, at man vil regulere kraftige luftvåben på ni og 12 millimeter, men jeg har aldrig hørt om, at folk er kommet alvorligt til skade på grund af et luftgevær på 5,5 millimeter, siger han.

Danske medier har flere gange bragt historier om meget kraftige luftvåben, som kan dræbe et menneske. Men der er meget få i omløb, vurderer Dennis Rasmussen og Bo Nielsen fra Nordiske Våbenforum.

- I praksis er problemet vist en enkelt fynsk højreekstremist, som har truet med sine luftvåben, siger Bo Nielsen, der vurderer, at mange almindelige mennesker vil blive ved med at skyde i baghaven, selv om overtrædelsen af våbenloven kan udløse fængselsstraf.

- De tænker ikke over, at det lille gevær, der har stående i skabet, kan være ulovligt, siger han.

Justitsminister Morten Bødskov (S) ønsker ikke at kommentere kritikken. Det vil Socialdemokraternes retsordfører, Ole Hækkerup, gerne, og han forstår våbenejernes frustrationer.

- Men vi er altså nødt til at trække grænsen et sted. Til gengæld har vi sørget for at give folk en frist på et år til at få lovliggjort deres våben, siger Ole Hækkerup.

Ifølge Justitsministeriet melder Rigspolitiet sig klar til at håndtere registreringen af de mange luftvåben.