V: Regeringen begår løftebrud med øko-plan
Regeringens økologiske handlingsplan, som blev præsenteret torsdag, er løftebrud og blot en videreførelse af VK-regeringens politik, mener Venstre.
Regeringens økologiske handlingsplan, som blev præsenteret torsdag, er løftebrud og blot en videreførelse af VK-regeringens politik, mener Venstre.
Da fødevareminister Mette Gjerskov (S) torsdag præsenterede regeringens økologiske handlingsplan, gjorde hun sig samtidig skyldig i løftebrud. Det mener Venstre.
- Under valgkampen lovede regeringspartierne, at de ville tredoble det økologiske areal i 2020. Det løfte er regeringen løbet fra med Økologisk Handlingsplan 2020, hvor målet nu er at fordoble arealet. Det er præcis det samme mål, som VK-regeringen satte med Grøn Vækst, siger fødevareordfører Erling Bonnesen (V).
Han mener, at en del af planen er ren afskrift af den borgerlige regerings politik.
- Vi er da glade for at kunne genlæse mange af vores egne idéer og projekter i regeringens handlingsplan, siger han.
Et af elementerne i regeringens plan er at få flere offentlige køkkener til at satse på økologi.
- Planen om at omstille offentlige køkkener til økologi sender penge ud af landet. Vi importerer i forvejen langt flere økologiske fødevarer end vi eksporterer. Ved at skabe mere efterspørgsel herhjemme skruer regeringen blot yderligere op for importen af økologisk frugt og grønt. De penge kunne være brugt bedre på at udvikle dansk økologi - frem for blot at øge afsætningen af italienske, hollandske og tyske øko-varer, siger Henrik Høegh (V), der er tidligere fødevareminister og nuværende folketingsmedlem.