Justitsminister Morten Bødskov (S) bør søge hjælp i udlandet i et forsøg på at genskabe en lang række destruerede efterretningssager

Justitsminister Morten Bødskov (S) bør søge hjælp i udlandet i et forsøg på at genskabe en lang række destruerede efterretningssager om fremtrædende politikere på især venstrefløjen

Det siger partiet Venstre, som nu sender en direkte appel til regeringen.

Sagsmapperne blev med Nyrup-regeringens velsignelse fjernet fra Politiets Efterretningstjenstes hemmelige arkiv og destrueret ved en aktion midt i 90’erne, men inden da kan de mest centrale oplysninger være udvekslet med de allierede i Nato. Er det tilfældet, bør informationerne nu leveres tilbage, mener Venstre.

- Så vidt jeg er orienteret, delte vi oplysninger med især amerikanerne og briterne under den kolde krig. Hvis vi havde en vigtig oplysning, havde de den også. Derfor er der en chance for, at de sager, PET og Nyrup-regeringen slettede, stadig ligger hos dem, og jeg synes, vi skylder eftertiden at afprøve, om vi kan få dem tilbage, siger Venstres retsordfører Karsten Lauritzen.

Han opfordrer regeringen til straks at rette henvendelse til de to lande for at få udleveret enhver oplysning de måtte have om danske statsborgere.

At Danmark sandsynligvis har udvekslet talrige efterretninger med netop Storbritannien og USA under den kolde krig, bekræftes af koldkrigsforsker Peer Henrik Hansen, der er inspektør på Koldkrigsmuseum Langelandsfort. Han mener dog det vil kræve mere end en simpel henvendelse at få de omstridte oplysninger retur. - Landene imellem betragtes efterretninger som en handelsvare. Derfor tror jeg ikke, man skal forvente, at oplysningerne bare vil blive tilbageleveret. Det vil i hvert fald overraske mig meget, siger Peer Henrik Hansen.

Venstres Karsten Lauritzen mener imidlertid en udveksling vil være en formssag, så længde den rette politiske vilje er til stede.

- Enhver dansk politiker, der har bevæget sig på de bonede gulve i USA, ved, at vi har et exceptionelt godt forhold til amerikanerne. De har også før hjulpet svenskerne med en masse navne på mulige Stasi-agenter, så jeg er sikker på, at en anmodning om at få udvekslede efterretninger retur vil blive imødekommet. Men det kræver selvfølgelig, at regeringen virkelig ønsker det og ikke vil holde hånden over de personer, hvis mapper er slettet, siger han.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra justitsminister Morten Bødskov (S).