Kan vi blive i Danmark, eller kan vi ikke? Flere hundrede syriske flygtninge har ventet på svar i mere end et år. Nu har nogle af dem slået lejr på fortovet foran Udlændingestyrelsen midt i København for at få en afklaring.

På en stille gade bag søerne midt i København kommer blodbadet i Syrien og den verserende flygtningekrise i disse dage meget, meget tæt på.

På fortovet foran Udlændingestyrelsens bygning har 15 syriske asylansøgere slået lejr i et forsøg på at få en afklaring på, om de kan blive i Danmark, eller om de skal udvises. De har sparet sammen til togbilletter og taget turen fra asylcenteret i Sønderborg, og nu har de så overnattet her på brolægningen siden tirsdag.

Flere af de syriske asylansøgere er så desperate, at de har bedt udlændingemyndighederne om at få deres pas udleveret, så de kan rejse et andet sted hen og få sig et liv.

»Jeg har spurgt dem, om jeg ikke bare kan få mit pas, så jeg kan rejse et andet sted hen. Vi vil miste alt og vil jo bare i gang med skabe os en ny tilværelse,« fortæller 28-årige Ihab Mustafa Haj Kasem, der kom til Danmark for lidt over et år siden.

Ligesom de andre syrere er Ihabs problem, at de ungarske myndigheder tog hans fingeraftryk, da han rejste gennem landet under sin søgen efter et nyt liv i Nordeuropa. Fingeraftrykket og dermed registreringen af den 28-årige syrer og de andre flygtninge her på fortovet betyder, at Ungarn ifølge EUs regler er første asylland, og at syrerne derfor som udgangspunkt ikke kan få ophold i Danmark.

»Men vi har fået at vide, at Ungarn ikke vil have os tilbage, og at det er derfor vore sager trækker ud,« siger Ihab Mustafa Haj Kasem på flydende engelsk, som gav ham et indkomme som sproglærer i Syrien, indtil landet blevet omdannet til et slagtehus.

»Fuck off«

For syrerne her på fortovet foran styrelsen var det med fingeraftrykket og registreringen under flugten fra deres krigsarrede land ellers ikke det mest presserende problem, da de sammen med titusindvis af andre flygtninge vandrede langs Europas landeveje i den kaotiske sensommer sidste år.

»Vi vidste ikke, at det var et problem, at de tog vores fingeraftryk i Ungarn. Og i øvrigt spurgte de ikke. De tog det bare, råbte fuck off og sendte os med tog til Tyskland. De, der ikke havde penge, fik billetten betalt,« siger den unge syriske engelsklærer, mens de andre nikker anerkendende.

Og det er ikke mindst med deres oplevelser i Ungarn in mente, at de 15 syriske flygtninge - og flere hundrede andre asylansøgere andre med et fingeraftryk i Ungarn - frygter, at de bliver returneret.

»Ungarn vil bare sende os videre til Serbien, der vil ekspedere os videre til Makedonien og derfra ryger vi tilbage til Grækenland,« forudser Ihab Mustafa.

Frustrationen forstærkes af, at det skæbnesvangre fingeraftryk i Ungarn åbenbart ikke i alle tilfælde giver et afslag på opholdstilladelse i Danmark.

»Vi kender flere, der alligevel har fået lov til at blive her,« siger Fatima Yassin, en 27-årig mor til to små piger.

»Hvis vi bare vidste, om vi kunne blive her i Danmark – at det kun et spørgsmål om en lang sagsbehandling - ville ventetiden være til at holde ud,« siger kvinden, der måtte ud på en lang, dyr og farefuld omvej, inden hun sidste sommer nåede Europa.

»Mafiaen solgte os en tur fra Tyrkiet til Italien i en stor båd fyldt med flygtninge. Min mand og jeg betalte 10.500 dollar, men efter seks dages sejlads måtte vi vende op på grund af af et kraftigt uvejr,« fortæller Fatima Yassin med henvisning til menneskesmuglerne.

Sagspukkel

Hvor hendes flugt fra Syrien i sidste ende vil sende den lille familie hen, er dog stadig usikkert. Og hun må som de andre syrere på fortovet foran Udlændingestyrelsen væbne sig med endnu mere tålmodighed.

For alt i alt er udlændingemyndighederne i gang med at behandle 450 sager om tilbagesendelse af flygtninge til Ungarn, oplyser styrelsen til Berlingske.

Sagspuklen skyldes ikke kun, at Danmark nu i næsten et år har været tilbageholdende med at sende flygtninge tilbage til Ungarn på grund af de forhold, der venter dem.

Sagspuklen skyldes også, at Udlændingestyrelsen har valgt at genoptage ellers afsluttede sager på baggrund af nye oplysninger om forholdene i Ungarn – som i øvrigt i hvert eneste sag skal acceptere tilbagesendelsen.