Det laveste antal fødsler siden 1986 skyldes i høj grad den usikre situation på arbejdsmarkedet, mener en seniorforsker.

Der bliver født færre og færre børn i Danmark.

I 2013 kom 55.873 børn til verden herhjemme, og det er det laveste fødselstal siden 1986, viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik.

Udviklingen skyldes to ting ifølge seniorforsker Mogens Nygaard Christoffersen fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

»Der er nogle forholdsvis små generationer, der nu er nået den fødedygtige alder, og så skyldes det, at økonomiske kriser især rammer de unge,« siger Mogens Nygaard Christoffersen og uddyber:

»De unge er de første, der bliver fyret fra arbejdsmarkedet, og de første der kommer ind igen i opgangstider. De unge befinder sig i en særlig udsat position, når vi har en krise. De vil have faste jobs, så de kan give deres børn en god og tryg opvækst.«

Ifølge seniorforskeren spiller det også ind, at mange unge ikke tør at få børn, når de er under uddannelse.

»De vil være sikre på at have et job, når de er færdige med uddannelsen. Og det er ikke bare den unge kvinde selv. Det er også partneren, der skal have et fast arbejde. De skal have to fuldtidsindkomster for at kunne finde en familiebolig,« forklarer Mogens Nygaard Christoffersen.

En sammenligning af de sidste tre måneder i 2013 med de sidste tre måneder i 2012 viser et fald på 5,6 procent. I alt blev der født 13.289 børn fra 1. oktober til 31. december i fjor.

Opgørelsen viser også, at der i 2013 døde 52.471 personer. Det er på niveau med året før, oplyser Danmarks Statistik.