Det offentligt støttede World Outgames er med til at arrangere fester, der reklamerer med urinsex, bollerum og kåringen af læderslaver.

Skattepenge er gået til at markedsføre sexfester for homoseksuelle ved World Outgames, der for tiden bliver holdt i København.

Ifølge programmet for World Outgames, der er støttet med 36,4 mio. skattekroner fra kommuner og staten, blev der i går afholdt fest for mænd i læder og gummi - komplet med bollerum, hvor deltagere frit kunne dyrke sex, og kåringen af en mandlig og kvindelig 'læderslave'.

Søndag gik det løs til et 'Piss Party for mænd der godt kan lide at tisse og blive tisset på', som der står i programmet for Out in Leather, der er en del af World Outgames.

Tirsdag holdt man sexfest med 'masser af faciliteter som madrasser, spejle, bænke og slynger. Musikken er afslappet og tilpasset intens seksuel aktivitet', som der står, ligesom der lokkes med 'gratis glidecreme og handsker'.

Sexlegene faldt ikke ligefrem i god jord hos advokat Merethe Stagetorn, da hun som formand for World Outgames opdagede de specielle samarbejdspartnere.

- Jeg slog i bordet, da jeg opdagede det og forlangte, at skattepenge ikke direkte skulle gå til fester med rum, hvor folk kunne dyrke sex med hinanden, siger Merethe Stagetorn.

Mænd i læder

I dag er det foreningen Scandinavian Leather Men, der er mænd, som tænder på læder, der tager den økonomiske risiko. World Outgames har i stedet stået for markedsføringen og salget af lædersexfestivalen.

Som det hedder i statusrapporten for World Outgames: 'Læderfestivalen arrangeres i samarbejde med Scandinavian Leather Men'.

Sexfesterne provokerer salgsdirektør Stig Elling, der som homoseksuel og konservativ politiker på Frederiksberg har skaffet World Outgames en halv million kroner fra kommunekassen.

- De må holde alle de sexfester, som de vil. Men det bør ikke være en del af et arrangement, der er lavet for skattepenge. Det er fuldstændig uacceptabelt, siger Stig Elling.

Scandinavian Leather Men svarer kun kort på mail om samarbejdet:

- Der er ikke offentlige midler eller skattekroner involveret i SLM Københavns aktiviteter i forbindelse med World Outgames. Jeg har ikke noget nyt at tilføje, siger præsident Henrik Kristensen.