Danske forskere har fundet en metode til at forudsige type 2 diabetespatienters risiko for at dø af følgesygdomme.

Ved at se på 20 år gamle urinprøver fra 1400 diabetespatienter, har forskere fra Bispebjerg Hospital og Forskningsenheden for Almen Praksis ved Københavns Universitet fundet ud af, at man i urinen kan aflæse, hvor stor en risiko en patient med diabetes 2 har for at dø af følgesygdomme som blodpropper og nyresvigt.

Forskningsresultaterne er blevet offentliggjort i tidsskriftet Diabetes Care, der er et af de førende inden for diabetesforskning.




Professor Henrik Enghusen Poulsen, der har ledet det danske forskerhold, forklarer, at man i urinen kan finder affaldsstoffer, som viser, hvor godt eller dårligt optaget og forbrændingen af sukker på celleniveau er hos patienten.

50 procent af dem, som havde mange af disse særlige affaldsstoffer i urinen, døde af diabetesrelaterede sygdomme inden for otte år. Derimod levede 50 procent af dem, som havde et lavt indhold i urinen, i over 14 år.

- Det er et væsentligt gennembrud for behandlingen af sukkersyge. Vi tror, at vi har fundet mekanismen for, hvorfor det går galt. Og når man har fundet mekanismen, kan man begynde at påvirke den, så man kan gøre sukkersygen mindre skadelig, siger Henrik Enghusen Poulsen.

Når man har sukkersyge, så bliver de signalstoffer, RNA, som bringer besked rundt i cellerne, beskadiget. RNA er en kopi af DNA’et, og det bringer information fra arvematerialet videre.

- Når RNA’er er blevet beskadiget kan det ikke oversætte den information, der er i DNA, så man laver nogle forkerte proteiner. Og det er derfor, cellen ikke fungerer, som den skal. Det, vi har fundet ud af, er, at vi kan måle, hvad der sker i cellerne, ved at kigge på de nedbrydningsprodukter, der kommer fra RNA. Og de bliver udskilt i urinen, siger Henrik Enghusen Poulsen.

I dag kan man kun se, hvor godt og dårligt det går med sygdommen ved af måle blodsukkeret i blodet. Med den nye metode kan forskere følge sygdommen helt ned på celleniveau.

- Den nye viden giver os noget information, som man ikke kunne få før. Nu skal den videre forskning vise, hvordan vi kan bruge den nye viden i behandlingen af den enkelte patient, siger Henrik Enghusen Poulsen.

Der vil dog gå 2-10 år før forskerne er så lang. Type 2 diabetes skyldes ofte overvægt og for lidt motion. Antallet af patienter med type 2 diabetes vil i de kommende 20 år på verdensplan stige fra 300 millioner til 450 millioner, skønner International Diabetes Foundation.