TV2 Nyhederne har i et nyhedsindslag om Syrien brugt et billede af en skyline over Damaskus, som viser sig at være en grafik fra Playstationspillet Assassin's Creed.

Nyhedsindslaget blev bragt den 26. februar, og handlede om, at Syriens kulturskatte skal reddes. Men i oplægget fra studievært Cecilie Beck bliver der i baggrunden brugt et billede, som skulle være et view over Damaskus men som i virkeligheden stammer fra spillet 'Assassins Creed'.

Se indslaget HER (eksternt link)

Nyhedschef Jacob Nybroe siger til BT, at billedvalget er en fejl.

- Jeg kan kun lægge mig fladt ned og sige, at vi har begået en fejl, og det er først i dag, at vi er blevet opmærksomme på det. Vores opgave som medie er at verificere informationer og billeder fra nettet, så godt som vi kan, og det må jeg så sige, det er ikke sket i det her tilfælde, siger Jacob Nybroe.

Billedet endte i Nyhederne, fordi en grafiker hos TV2 fandt billedet på nettet og selv troede, at det var et rigtigt foto fra Damaskus.

- Grafikeren har selv troet, at det var et skyline-billede fra Damaskus. Og det er det, som er den store udfordring, at man kan finde meget på nettet og efterhånden som computerspillene er blevet så virkelighedsnære, kan det være svært at se, at det ikke er et rigtigt foto, man har fat i. Vi har ellers en hel redaktion siddende, som har til opgave at verificere oplysninger på nettet, men de har ikke været inde over dette billedvalg, siger Jacob Nybroe.