Regeringen vil skære tusindvis af pladser fra især humanistiske studier. Det er hverken god udnyttelse af Danmarks talenter eller fornuftig administration af universiteterne, mener prorektor for uddannelse på Købehavns Universitet Lykke Friis.

Færre studerende skal uddannes til arbejdsløshed. Det mener regeringen, der derfor har udpeget en række områder, hvor uddannelsesinstitutionerne skal skære 4.000 studiepladser.

For universiteterne betyder det ifølge Politiken, at der på tre år skal skæres 2.363 pladser væk, så der blandt andet optages 30 procent færre på kandidatdelen af uddannelser på sprogfag og kommunikation.

Det er en omvæltning af de helt store - og ikke en positiv en af slagsen, mener prorektor for uddannelse på Købehavns Universitet Lykke Friis.

»Regeringen skærer over hele linjen, så rigtig mange fremover ikke kan få en uddannelse, hverken på universitetet eller andre steder,« udtaler hun i en pressemeddelelse.

Lykke Friis finder det urealistisk, at de unge skifter fra eksempelvis studier som engelsk eller antropologi til datalogi eller matematik, der har lavere ledighed blandt de nyuddannede. Desuden forventer universitetet, at nedskæringen vil øge antallet af uddannelser, hvor kvotienten for at komme ind ligger mellem 10 og 12.

Lykke Friis mener, at økonomien har fået overtaget, og at den menneskelige faktor er blevet trukket helt ud af regeringens regnestykke:

»Det handler om unge mennesker. Lige nu sidder de på skolebænken og drømmer om at få en god og brugbar uddannelse. I stedet møder de et skilt med alt optaget. Det er hverken god udnyttelse af Danmarks talenter eller fornuftig administration af universiteterne«.

Københavns Universitet foreslår, at man i stedet gør uddannelserne mere fleksible, udvider retskravet til kandidatuddannelsen, så de studerende kan prøve kræfter med arbejdsmarkedet uden at skulle skynde sig videre, og at man sikrer de studerendes mulighed for at få erhvervserfaring, mens de læser på deltid.

På Københavns Universitet skal optaget reduceres med 596 pladser inden for de næste tre år, og universitetet skal inden 20. november fordele nedskæringen på konkrete fag inden for de områder, regeringen har udpeget.