Urolige børn er unge læreres største problem. De er glade for at undervise, men ønsker sig mere efteruddannelse og faglig sparring, viser ny undersøgelse.

De unge lærere er glade for deres uddannelse, og de vil blive ved at være lærere i folkeskolen - i hvert fald de næste fem år. Men de mange urolige børn er en stor udfordring, langt større end forældresamarbejdet.

Det viser en ny undersøgelse, som Danmarks Lærerforening (DLF) har lavet af unge læreres oplevelser i deres arbejde. Undersøgelsen er lavet blandt DLF's medlemmer på 30 år og derunder.

De unge læreres største glæde ved arbejdet er at undervise (65 procent), at være sammen med eleverne (64 procent) og følge deres faglige og sociale udvikling (56 procent).

Resultatet er ikke overraskende, men meget markant i denne undersøgelse, siger Gordon Ørskov Madsen, medlem af forretningsudvalget i Danmarks Lærerforening.

- Det er positivt, at de har valgt den rigtige undervisning. Men at de også gerne vil fortsætte med at være lærere i mange år fremover, det lover godt for muligheden for at holde på dem, siger Gordon Ørskov Madsen.

Undersøgelsen viser også, at de unge lærere efterspørger mere efteruddannelse, faglig sparring og supervision.

- Der skal være plads til alle børn i folkeskolen. Men for en ny lærer er det en kæmpe udfordring at håndtere urolige børn og børn med indlæringsvanskeligheder, når de står alene med 25 børn i klassen, der alle skal tilgodeses, siger han.

DLF peger på, at flere timer med to lærere, bedre sparring og et specialvidencenter på skolen eller i den enkelte kommune er tiltag, der ville hjælpe de unge lærere.

/ritzau/