De unge læger bruger kun en fjerdedel af deres arbejdsdag sammen med patienterne. Resten af arbejdstiden tilbringes foran computeren, hvor der bliver bestilt behandling, dokumenteret og skrevet journaler, skriver Politiken.

Fagforeningen Yngre Læger står bag en ny undersøgelse, hvor lægestuderende udstyret med et stopur har fulgt 24 yngre læger på 13 forskellige hospitalsafdelinger. Og resultaterne viser ifølge de yngre læger, at der i dag hersker et overdrevent krav om kontrol og dokumentation.

- Det kommer ikke som nogen overraskelse, at vi ikke bruger meget tid på patienterne, men det er overraskende, at det er så slemt, at vi kun bruger 25 procent af arbejdstiden. Det er uhyggeligt lavt, siger Lisbeth Lintz, der er formand for Yngre Læger.

Den største del af arbejdstiden - 55,7 procent - brugte de yngre læger på »indirekte patientrelaterede opgaver«, viser stopursundersøgelsen. Det kan være alt fra henvisninger til vurdering af undersøgelser, men lægerne skal også bruge tid på bestillinger af sygetransport, påpeger Lisbeth Lintz. Tidligere var den opgave ellers overladt til sygeplejersker og lægesekretærer - i dag skal lægen skrive under.

- Der er efter vores mening tale om dokumentation for dokumentationens skyld, siger Lisbeth Lintz.

Lone Christiansen, der er konstitueret direktør i Danske Regioner, siger til Politiken, at »hvis der er overflødige registreringer, skal man have det væk«.

De yngre lægers målsætning er, at mindst halvdelen af deres arbejdstid skal bruges med patienterne.