Der er udsigt til, at privatforbruget vil blive stort set det samme i 2013 som i 2012. De unge virker mest villige til at hive læderet op af baglommen.

Der er ikke udsigt til den store forbrugsfest, når nytårsbranderten og krudtrøgen har lagt sig, og de første butikker åbner i det kommende år.

I en Gallup-måling foretaget for Berlingske Nyhedsbureau svarer 70 procent af de adspurgte, at deres privatforbrug vil være uændret i 2013 i forhold til 2012. 15 procent forventer at bruge færre penge, mens blot 12 procent regner med, at privatforbruget stiger. Resten ved det ikke.

Men det mådehold, som den globale og nationale økonomiske krise må tage skylden for, har ikke lige så godt tag i de unge danskere som i resten af befolkningen. 27 procent af de 18-35-årige forventer at bruge flere penge i 2013, end de har gjort i år.

- Det er et udtryk for, at de tror på sig selv, på deres egne jobmuligheder, og på at der er noget for dem at komme efter i samfundet, siger Ann Lehmann Erichsen, der er forbrugerøkonom i Nordea, til Berlingske Nyhedsbureau.

Og de har også noget at have optimismen i, understreger forbrugerøkonomen.

- Der sker meget for dem. De bliver færdige med uddannelse, de danner parforhold, de får bil, bolig, børn og så videre. Alt det koster penge, og så bruger de penge. Og det gør de også, fordi de får et job, så de kan tjene penge. De tror på alle de ting, når de siger, at deres forbrug vil stige, siger Ann Lehmann Erichsen.

Også forbrugerøkonom i Danske Bank Las Olsen mener, at der er »begrundet håb« for de unge.

- De er lige blevet færdige med uddannelse, har fået et job og har forventning om, at de stiger i løn, da de er blevet ansat til en lav løn i forhold til deres ældre kollegaer, siger Las Olsen.

Blot 10 procent af de 18-35-årige har en forventning om, at deres privatforbrug vil falde, og det ville også være skidt, hvis den andel var større, mener Ann Lehmann Erichsen.

- Så ville de ikke tro på deres egen fremtid. De ville ikke tro, at der et job til dem, og det ville være meget trist for samfundet. De unge skal tro på det, så går det i den rigtige retning, siger hun.

De to forbrugerøkonomer er ikke overrasket over, at langt størstedelen af danskerne svarer, at de ikke vil bruge hverken flere eller færre penge end i 2013. Men de føler sig ret sikre på, at danskerne får svært ved at holde forbruget på samme niveau som i 2012.

- Skattereformen gør jo, at der kommer flere penge mellem hænderne hos de fleste, og al erfaring viser, at der bliver brugt flere penge, når det sker, siger Las Olsen.

Men der er grund til at tage danskerne mådehold alvorligt.

- Det fortæller, at vi nok ikke skal forvente, at forbruget tager et tigerspring frem, siger Ann Lehmann Erichsen.

Las Olsen kalder danskernes skepsis »velbegrundet« og forventer ligesom sin kollega i Nordea ikke, at der vil komme et kraftigt opsving i 2013.

Gallup har spurgt 1.010 repræsentativt udvalgte vælgere over 18 år fra 13.-19. december.