Dansk udviklingsbistand skal i fremtiden også foregå på danske universiteter.

Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) vil sammen med uddannelsesminister Morten Østergaard (R) give stipendier til unge fra udviklingslande i Asien og Afrika, så de kan tage dele af deres uddannelse på et dansk universitet.

Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Christian Friis Bach håber, at man kan begynde med mindst 50 unge allerede næste sommer. Det skal med tiden blive til flere.

- Der er mange studerende i fattige lande, som ikke får den uddannelse, de drømmer om. Dem kan vi tilbyde at komme herop, så de kan rejse hjem og være med til at bygge samfundet op, siger Christian Friis Bach, som mener, at det bl.a. bør ske på uddannelser inden for landbrug, vand og energi.

- Det er vi gode til i Danmark, og de fattige lande har et stort behov for at skabe løsninger på de områder, siger ministeren, som forventer, at stipendierne også vil være til gavn for Danmark, da danske studerende og virksomheder kan få et netværk i udviklingslandene.

BNB