Politikerne taler ofte om, at unge skal hurtigere igennem deres uddannelse. Men faktisk har de studerende allerede sat tempoet op. I dag er danske unge således i gennemsnit et år yngre, når de bliver færdige i uddannelsessystemet, end de var for 10 år siden. Det viser tal fra Ministeriet for Børn og Undervisning, skriver metroXpress fredag.

Unge blev i gennemsnit færdiguddannet i en alder af 28,6 år i 2001, mens tallet i 2011 var faldet til 27,6 år. Tallene dækker over unge, der gennemfører enten en kort, mellemlang eller lang videregående uddannelse.

- Der har jo fra skiftende regeringer været et stærkt pres for, at man skal hurtigere i gang med en uddannelse, forklarer uddannelsesforsker Palle Rasmussen fra Aalborg Universitet til metroXpress.

Han henviser blandt andet til en regel, den tidligere regering indførte, som betyder, at unge kan få forhøjet deres karaktergennemsnit, hvis de går hurtigt i gang med en videregående uddannelse efter at have færdiggjort en ungdomsuddannelse. Dermed kan det blive lettere at komme ind på drømmestudiet, hvis man skynder sig.

BNB