De danske arbejdsgivere er ikke gode nok til at behandle deres unge medarbejdere efter reglerne. Unge i ferie- og fritidsjob oplever blandt andet at være på arbejde langt flere timer, end reglerne foreskriver, og at arbejdsgiverne ikke udbetaler sygedagpenge. Det skriver Politiken.
- Der er desværre ikke de store fremskridt at spore, når det gælder unges sommerferie- og fritidsjob. Her er forholdene bare ikke i orden. De unge arbejder for længe, de får ikke nok pauser, og der er mange eksempler på arbejdsgivere, der ikke lige får afregnet den løn og de sygedagpenge, de unge har krav på, siger Kasper Tolstrup Andersen til Politiken. Han er central koordinator for fagbevægelsens jobpatrulje, der bliver drevet og finansieret af fagforbundene 3F og HK.
På sin tur rundt i sommerlandet har patruljen interviewet omkring 2.500 unge lønmodtagere under 18 år og besøgt hen ved 10.000 firmaer, butikker og forretninger. Samlet har Jobpatruljen i år fundet fejl i behandlingen af unge lønmodtagere i 40 procent af de firmaer, patruljen har besøgt.
En stor del af disse sager handler om, at de unge arbejder flere timer, end de 40 timer ugentligt de må, uden at holde de pauser, de har krav på efter de gældende overenskomster og arbejdsmiljøregler. Og så er der årets ubetingede højdespringer:
Den foreløbige gennemgang af sagerne viser nemlig, at arbejdsgiverne i stor stil undlader at udbetale sygedagpenge til de unge medarbejdere - også selv om de opfylder kravene. Denne type af fejl findes i 51 procent af de sager, Jobpatruljen har påtalt.
- Det handler jo også om, at de unge ikke kender deres rettigheder. Det ser ud, som om nogle arbejdsgivere udnytter denne uvidenhed, måske også fordi pengene er små, og krisen kradser, siger Kasper Tolstrup Andersen til Politiken.
Horesta, der er hotel-, restaurant- og turisterhvervets landsdækkende brancheorganisation, tager afstand fra en række af de overtrædelser af reglerne, som Jobpatruljen finder.
- Jeg er ikke bekendt med, at den slags foregår blandt vore medlemmer. Lovgivningen skal overholdes, men vi ved jo, at der er brodne kar også i vores fag. Og der må jeg bare sige: Vi kan kun tage afstand fra de virksomheder, der behandler unge på denne måde, det er ikke i orden, og derfor kan vi kun være tilfredse med, at Jobpatruljen sætter fokus på problemet, der hvor det måtte være, siger Horestas formand, Jens Zimmer Christensen til Politiken.
Det er typisk i de små kommuner og byer, det går galt - mens fejlene er færre og mindre alvorlige i storbyerne.
BNB



