Ungdomsuddannelserne skal spare to procent. I forvejen får de færre penge per elev end OECD-gennemsnittet.

København: I lande som Mexico og Slovenien får gymnasier og erhvervsuddannelser flere penge per elev, end de får i Danmark.

Ungdomsuddannelserne får færre penge per elev end gennemsnittet i OECD, skriver Politiken torsdag.

Med finansloven blev det besluttet, at ungdomsuddannelserne nu skal spare to procent på budgetterne, påpeger Nicolai Kaarsen, økonom i Kraka, som frygter for kvaliteten.

- Regeringens argument for at skære i udgifter til ungdomsuddannelserne er, at Danmark er placeret højt internationalt set. Det holder simpelthen ikke, siger økonomen til Politiken.

- Når man skærer i uddannelserne, får man selvfølgelig flere penge til andre ydelser - såsom ældre og sundhed - men man skærer også i det, vi skal leve af i fremtiden, og det vil sænke produktiviteten, siger han.

Tallene fra OECD stammer fra en analyse fra tænketanken Kraka. Danmark ligger over OECD-gennemsnittet på en opgørelse over de enkelte landes udgifter til ungdomsuddannelser som andel af BNP.

Men hvis antallet af elever er med i regnestykket, er Danmark nede på en 24.-plads ud af 34 medlemslande.

Anne-Birgitte Rasmussen, formand for Danske Gymnasier, oplever heller ikke, at de danske ungdomsuddannelser er forgyldte.

- Det svarer meget godt til det indtryk, vi har, når vi er rundt og se ungdomsuddannelser i andre lande. Det er ikke, fordi vi i Danmark har særligt fine forhold eller små hold, siger hun til Politiken.

Men tallene siger ikke noget om kvaliteten af undervisningen, mener undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V).

- Det kommer helt an på, hvordan pengene bliver brugt, og hvor fokus er. Hvis vi kigger på ungdomsuddannelsesområdet, har vi siden 2008 tilført 4,5 milliarder kroner ekstra, siger hun til Politiken.

/ritzau/