En stjerne i kokkebranchen døde torsdag af et hjertestop. 32-årige Martin Bentzen, tidligere kok på Noma, blev fundet livløs i sit hjem i Shanghai.

Det bekræfter hans søster Nina Bentzen overfor bt.dk.

»Martin var min største klippe og min bedste ven. Det har han altid været. Han lod mig altid vide, at han var der for mig. Så det er klart, at det har ramt både mig og familien som et chok,« fortæller Nina Bentzen og forklarer den mulige årsag til dødsfaldet.

»Han havde et arbejde med lange, stressende arbejdsdage, og det betød, at han ofte havde svært ved at falde i søvn om aftenen. Jeg er ret sikker på, han døde på grund af det store arbejdspres,« fortæller hun.

Nina Bentzen har oprettet Facebook-siden 'Martins sidste rejse', som har til formål at samle penge ind, så Martin Bentzen kan udleveres til Danmark.

'Lige nu ligger han helt alene i en kiste i Kina. Han kan ikke blive udleveret til Danmark, før vi stiller sikkerhed med minimum 100.000 kroner. Samtidig koster det 1.000 kroner for hver dag Martin ligger hos bedemanden i Kina,' skriver Nina Bentzen på Facebook-siden.

Martin Bentzen arbejdede på Napas Wine Bar i Shanghai, og arbejdspladsen har doneret 50.000 kroner til rejsen. Søsteren håber på, at Facebook-siden kan indsamle den sidste halvdel af pengene.

Hun har allerede oprettet en konto, folk kan overføre penge til, men hun mangler kun den sidste godkendelse fra Indsamlingsnævnet. En godkendelse hun regner med at få mandag eller tirsdag.

»Det er så rørende, at folk allerede nu sidder klar, selvom de endnu ikke kan donere penge. Vi er så taknemmelig for det og for alle de beskeder, som vi har modtaget,« siger Nina Bentzen.

Martin Bentzens død er heller ikke gået ubemærket hen ved sin tidligere arbejdsplads. Den verdensberømte kok på Noma, René Redzepi, takker ham på sin Facebook-profil for alt, hvad han har gjort, og for at være en god ven og leder.