Caroline Regitze Jensen har intet til overs for Dansk Ride Forbund, som hun føler sig forfulgt af.

Det 17-årige danske ridetalent Caroline Regitze Jensen er oprørt over, at hun netop er blevet idømt et års karantæne fra både danske og internationale stævner. Hendes mor, Elisabeth Richard Jensen, fuskede ifølge Dansk Ride Forbund med resultaterne ved et nationalt udtagelsesstævne, og det udløste altså straffen. Men karantænen er fuldstændig uberettiget, mener Caroline Regitze Jensen. 

- Jeg er vred, skuffet og frustreret. Jeg har intet gjort i denne sag, jeg har været uvidende om det min mor har gjort. Dansk Ride Forbund er helt ude at skide, siger hun.

Caroline Regitze Jensen mener, at hun har været forfulgt af forbundet igennem et længere stykke tid. Der har været andre udtagelseskrav for hende end for alle andre ryttere på hendes alder. Og det selvom hun er blandt årgangens bedste, og hiver flere medaljer og resultater hjem fra både danske og internationale stævner.
 
Indtil videre har den uretfærdige behandling været nem at skubbe i baggrunden, for Caroline Regitze Jensen siger, at hun alligevel har klaret kvalifikationskravene på trods af de højere krav. Men til sidst blev behandlingen fra forbundet for meget for hendes mor.

- Det min mor gjorde var at fremprovokere en dialog med forbundet. Men det skal siges, at jeg tager skarp afstand, fra det min mor har gjort, siger Caroline Regitze Jensen, der dog undrer sig over forbundets reglement.

- Men dommen er simpelthen uretfærdig. Jeg er blevet dømt seks gange så hårdt som dem, der mishandler deres heste. Der har også været flere andre karantænesager, som har været helt ude af proportioner. Dem der bakker op om forbundets beslutninger, bliver der set igennem fingre med. Jeg håber det kommer ud, hvor sygt forbundet er.

Lige nu arbejder Caroline Regitze Jensen på en appel-skrivelse. Hvis ikke den får nogen indvirkning på sagen, kan hun se frem til at miste både sponsorater, ejerskab over heste og muligheden for succes ved kommende mesterskaber. Hun er dog allerede oppe på hesten igen.

- Jeg skal ud og ride senere i dag (torsdag, red.) Min unge hest skal trænes frem mod OL 2020.

Dans Ride Forbund vil ikke kommentere sagen, før appelsagen er blevet behandlet.