Sidste lørdag stod 85-årige Gunhild Larsen ved kassen i Kvickly Helsinge og anede ikke, hvad hun skulle gøre.

Hendes dankort blev nemlig gang på gang afvist. Svaret fra lukkevagten, som var den nærmeste chef lød, at hun ikke kunne få kredit. Men en kassemedarbejder gav en stor hånd. Han ringede til kvindens bank for at få kortet låst op igen. Men desværre kunne kvinden stadigvæk ikke få det til at virke.

Så den 20-årige medarbejder trak sit eget kort op af lommen og betalte for kvindens indkøb.

»Han tog sit eget kort op og betalte for mig. Han sagde, at han selv har en bedstemor, og at han så håbede, at andre også ville gøre det samme for hende, hvis hun stod i den situation. Lige nu har jeg stadig svært ved at forstå, at en ung mand, som jeg slet ikke kender, vil gøre det for mig,« har Gunhild Larsen sagt til BT.

BT har nu talt med den 20-årige kassemedarbejder, som dog ikke ønsker at stå frem med navn, da han egentlig ikke er så vild med al opmærksomheden - også selvom den udelukkende har været positiv.

»Hun var meget rystet. Hun kunne nærmest ikke lave en sammenhlængende sætning,« siger medarbejderen og fortæller, hvad grunden var til, at han greb sit eget dankort for at hjælpe kvinden.

»Det var jo, fordi hun simpelthen var så nedtrykt og kunne ikke rigtig finde ud af noget som helst i situationen. Når hun skulle kigge ned i sin pung, så tabte hun den. Så tænkte jeg, at jeg hellere måtte hjælpe,« siger han.

Hos Kvickly Helsinge er butikschef Palle Jørgensen stolt af sin medarbejder. Han lægger vægt på, at man i udgangspunktet ikke giver kredit, men der er undtagelser. Derfor var svaret fra den pågældende lukkevagt som sådan ikke forkert.

»Det er ikke normalt en kutyme, at vi giver kredit. Men hvis der står en, der er ked af det, så hjælper vi dem selvfølgelig, og her var det en rigtig god service,« siger butikschefen, der har belønnet medarbejderen med to biografbilletter, popcorn og sodavand.

Den gode samaritaner fortæller, at han har arbejdet i Kvickly Helsinge i fem år. Han hentede sine penge hos den ældre dame tirsdag.

»Jeg tror, jeg sad der en lille time og drak kaffe med hende. Det var hyggeligt nok at få det hele på det rene. Hun smilede over hele ansigtet. Det samme gjorde hendes mand. De var ellevilde. Så det har jeg det rigtigt godt med, men jeg er ikke så vild med al omtalen,« siger den unge mand og fortsætter:

»Jeg har bare aldrig været glad for at være i centrum. Jeg vil egentlig helst bare stå 'bagerst', hvis man kan sige det.«