Sebastian Bach kunne i går invitere hele familien i Legoland. Som blot otteårig modtog han nemlig Falck-prisen Den Gyldne Sofus, fordi han i januar var med til at redde sin mor fra døden. En blodprop i hjernen kunne have kostet Sebastian Bachs mor livet Det skriver Falck i en pressemeddelelse.

8. januar skal Sebastian Bach hentes af sin mor efter skole, men hun dukker aldrig op. Han vælger derfor at gå hjem alene. Han kan dog ikke komme ind, fordi hoveddøren er låst. Men da han kikker ind kan han gennem køkkenvinduet se sin mor, der ligger på gulvet.

Sebastian skaffer sig vej ind gennem carporten og får kontakt til sin mor, som er lammet, men ved bevidsthed.

Hurtigt løber sønnen efter hjælp hos en nabo, og sammen får de ringet efter en ambulance. Og den hurtige hjælp redder moderens liv.

Sebastian Bachs heltegerning har nu indkasseret ham Den Gyldne Sofus, som uddeles af Falck i samarbejde med Børneulykkesfonden.

Det er Sebastian Bachs mormor, som har indstillet sit barnebarn til prisen, som han i går fik overrakt i Legoland i Billund.

- Vi er stolte og glade for, at hun er i live takket være Sebastians hurtige indsats, skrev mormod Gitte Nielsen i sin indstilling.