Undslap nazisterne for 70 år siden: Her er Tove i dag
Det er 70 år siden, at Tove flygtede fra Gestapo.
Det er 70 år siden, at Tove flygtede fra Gestapo. Foto: Nikolai Linares

Undslap nazisterne for 70 år siden: Her er Tove i dag

SMS

Det er 70 år siden, de danske jøder måtte flygte fra Gestapo. Tove Udsholt blev efterladt af sin mor - med en bamse under armen.

Frygt. Smerte. Og sorg. De følelser ligger uden tvivl lagret i enhver, der har haft Anden Verdenskrigs rædsler inde under huden. De ligger også inde i Tove Udsholt. Med en tyk streg under lagret. For selv om det er 70 år siden, vil hun ikke derind, hvor de bor.

Den gule lade ligger der endnu oppe i Gillelejes gamle bydel. Under en kilometer fra Tove Udsholts hjem. Gemt inde bag et rækværk og omkranset af en sensommeridyllisk have med buske og blomster. I dag er den bare en lade i haven for de mennesker, der ejer beboelsesejendommen, som ligger foran ud til vejen.

 

Men under Anden Verdenskrig tilhørte den vognmand Olsen. Hans heste og vogne stod nedenunder. Ovenpå var høloftet. Et loft, der spillede en stor og vigtig rolle i det stykke af danmarkshistorien, som mange ældre danskere med stolthed og ranke rygge tænker tilbage på - selvom ikke alle måske burde.

Tiden hvor mange danskere hjalp de danske jøder - med eller uden betaling - og dermed reddede omkring 7.000 menneskers liv.

Har gemt følelserne væk

Det er høloftet inde bag rækværket, Tove Udsholt nægter at vende tilbage til. For er den 73-årige kvinde der fysisk, er hun der også mentalt. Og den rejse tilbage til loftet, hvor hun som tre-årig i flere dage skjulte sig med sin mor og 30 andre, vil hun ikke begive sig ud på. Vil ikke tilbage til den scene, hvor hendes mor hvisker de måske sidste ord til hende, giver hende det måske sidste kram, inden hun flygter til Sverige og efterlader sin lille datter til fremmede i Gilleleje. Med en bamse under armen.

På flugt fra nazisterne: Se Toves egne billeder
Tove Udsholt - Jøder på flugt
Læs også:
På flugt fra nazisterne: Se Toves egne billeder

Tove Udsholt har hermetisk lukket følelserne så langt væk i sit indre, at ingen nøgle kan - eller får lov til - at låse op.

- Jeg tror, at de dramatiske ting er lukket inde i kasser heroppe, siger hun og peger på det solbrune hovede i kontrast til det gråsprængte hår:

- Og hvad skulle jeg bruge det til, at lukke dem ud?

Hvorfor det gik, som det gik, og Tove Udsholts mor traf det umiddelbart hjerteløse valg at forlade sin datter og overlade hende til vildtfremmede mennesker, mens hun selv flygtede til Sverige, har hun aldrig fået et reelt svar på. Emnet har været som et blødende sår og belagt med tabuer.

Panisk flugt fra Hitler

Om to uger er det 70 år siden, at tusindvis af danske jøder måtte flygte fra deres hjem og søge tilflugt i det neutrale Sverige.

På flugt fra nazisterne: Se Toves egne billeder
Tove Udsholt - Jøder på flugt
Læs også:
På flugt fra nazisterne: Se Toves egne billeder


Årsdagen vil blive markeret og er allerede så småt blevet det i bogform med såvel Niels-Birger Danielsens biografi om Hitlers mand i Danmark, ‘Werner Best’, med Bent Blüdnikows ’Min fars flugt’ og Bo Lidegaards ’Landsmænd’. Især de to sidstnævnte giver et indblik i krigens sidste år og den dramatiske flugt over Sundet fortalt med de flygtendes egne ord.

Men selvom Tove Udsholt ikke er nævnt med et eneste ord i ovennævnte bøger, flyder hendes historie ind i den enorme smeltedigel af smerte, frygt og sorg, som kendetegner den intense jødejagt, der satte ind i efteråret 1943 efter ordre fra Hitler og affødte panisk flugt, som især den lille fattige nordsjællandske fiskerby Gilleleje spiller en central rolle i. Både for det gode. Og for det onde.

Omkring 1.400 jøder menes at være flygtet med hjælp fra de fattige, men gode Gilleleje-borgere. Dem var der dengang 1.400 af, inklusive spædbørn. Men i efterdønningerne af krigen har debatten også raset heftigt over de ublu priser, som de lokale fiskere forlangte for overfarten.

I modsætning til det øvrige Europa havde nazisterne i krigens første år ikke kørt samme hårde linje over for jøderne i Danmark. Men fra midten af september 1943 begyndte rygterne at svirre. En jødeaktion var under opsejling og var planlagt at finde sted omkring det jødiske nytår, natten mellem 1. og 2. oktober, hvor det formodedes, at langt størstedelen ville være at finde i deres hjem.

Selvom mange jøder havde svært ved at tro på rygterne og derfor reagerede meget langsomt på den lurende trussel, nåede den største del at flygte fra deres hjem og søge ud mod de danske kyster. En del rejste mod syd til Falster, men størstedelen søgte til den nordsjællandske kyst, hvor fiskerbyerne lå på stribe, og afstanden til Sverige var relativt kort.

Tag dit jødiske barn med

Hun husker det ikke selv, men Tove Udsholts mor fortalte mange år senere, hvordan et brev i slutningen af september var dumpet ind gennem brevsprækken hjemme i den lille, trange to-værelses lejlighed i Baldersgade på Nørrebro. Et brev, hvori der stod, at moderen skulle flygte. Og at hun skulle tage sit jødiske barn med.

- Min mor var ateist, derfor hadede hun, når folk fortalte, at hun var jøde. Min far var kristen, så de blev de enige om, at han skulle blive hjemme og passe sit arbejde som sporvognskonduktør. Passe på lejligheden, så hun havde noget at vende tilbage til sammen med mig. Der stod i brevet, at hun skulle have så lidt bagage med som muligt, men alle sine penge og smykker. Penge havde de ingen af, heller ingen smykker eller kuffert. Så derfor pakkede hun et uldent tæppe med en hovedpude, lidt tøj til mig og til sig selv. Og min bamse. Så snørede hun det hele sammen i en bylt, tog bylten i den ene hånd og mig i den anden, fortæller Tove Udsholt roligt og uden dramatik.

Hendes mor var på daværende tidspunkt 29 år gammel, og måtte sætte ud på en usikker kurs sammen med sin lille, lyslokkede og alt for snakkesalige datter. Uden sin mand og uden at vide, hvem der var venner, og hvem der var fjender.

- Jeg har spurgt hende, hvordan hun klarede at have et sludrechatol som mig med. Men alle børn fik sovemedicin for netop ikke at forstyrre, fortæller Tove Udsholt.

Skjult på loftet

Præcis, hvorfor de landede i Gilleleje, er uvist. Men nogen måtte have talt om byen. Have talt om, at netop derfra var afstanden til en sikker havn i Sverige kortest. Og sammen med en gruppe på 30 ankom Tove og hendes mor dertil en af de sidste dage i september ’43 og tilbragte først nogle dage og nætter på en bondegård, og da det blev for farligt, blev gruppen på 30 flyttet til et høloft inde midt i Gilleleje by.

- Det må have været ganske forfærdeligt, skrækken må have siddet i alles kroppe. De skulle være helt stille, udenfor har de kunnet høre tyskerne marchere, høre Gestapo. Tænk, hvis nogen kom til at hoste, lave den mindste lyd, siger Tove Udsholt og mister for første gang ordets magt, mens hendes hænder stryger hen over dugen. Som forsøger hun at glatte sit eget oprørte sind ud.

Høloftet er hendes eget største traume. Det fandt hun ud af, da hun for et par år siden havde en gruppe skolebørn med rundt i byen for at fortælle dem om krigen og sin egen historie. Den dag var de nye ejere af høloftet tilfældigvis hjemme, hørte Toves fortælling og tilbød, at gruppen da kunne få lov til at komme op og se det.

- Jeg havde ikke været på det loft siden. Og der var intet i mig, der sagde, at det skulle jeg nok heller ikke. Så vi går rask ind i flok, går op ad stigen, og i det øjeblik, jeg stikker hovedet op…, siger hun og må igen tage en dyb indånding.

- …Jeg bliver så dårlig. Inde i mit hoved er der en hel masse kasser, der er på vej til at blive åbnet, så jeg skal bare hurtigt ned fra stigen igen. Jeg skal aldrig derop mere. Aldrig, understreger hun med et blik, der i et splitsekund mister enhver varme og mildhed. Skrækken på høloftet blev ikke mindre af, at flygtningegruppen en aften hørte skud og råben. Biler og uro.

De kunne ikke vide præcis, hvad det var, der skete, men Gestapo havde fået et tip, som førte til, at omkring 150 flygtninge, som befandt sig i menighedshuset og på kirkens loft få hundrede meter derfra, blev grebet og transporteret til koncentrationslejren Theresienstadt, hvortil i alt 450 danske jøder blev sendt. Heraf døde 50 i krigens løb.

Men i oktober 1943 rystede aktionen alle og gjorde det ikke ligefrem lettere at trække vejret på høloftet.

Forkælet hos fiskerpar

Hendes mor havde sørget for, at Tove så pæn og ordentlig ud. Yndig nærmest. Havde en sløjfe i håret, små prinsessekrøller ligesom Margrethe. Og en lille, ternet kjole på. Og da den lokale fisker Svend kravlede op ad stigen med en ladning brugt fodtøj til de mange flygtninge, var den lille pige det første, han fik øje på.

- Jeg hedder Tove, sagde pigen glad. Og en skæbne blev forseglet.

Over de næste dage på høloftet kom Svend flere gange og ’lånte’ Tove. Han og hans kone, Ketty, var barnløse og kunne bruge lidt solskin i deres liv. Toves mor trængte samtidig til at trække vejret lidt lettere i de timer, hendes lille snakkepapegøje blev forkælet ovre i stuen hos fiskerparret.

- Der opstod en tillid, mener Tove. Den tillid, der førte til, at hun blev efterladt hos parret. For da Svend efter nogle dage pludselig kom ilende op på loftet og helt stakåndet kunne fortælle, at gruppen samme eftermiddag skulle afsted til Sverige, øjnede han chancen for at forlænge solskinnet. Han spurgte Toves mor, om han og Ketty skulle tage sig af hendes lille pige.

En mors eneste valg

Hvad siger en mor, der allerede føler sig alene i verden? Der frygter for fremtiden. Frygter for sit liv. For sin datters liv.

Hun siger ja. På betingelse af, at hun får sit barn tilbage, når hun kommer hjem igen. På betingelse af, at faderen i København ikke bringes i fare ved at blive kontaktet.

- Så siger hun farvel til mig. Og jeg er glad for, at jeg ikke kan huske det, siger Tove Udsholt stille.

Det er som om, ethvert minde, fysisk som psykisk, er udraderet inde i hende helt frem til foråret 1944, et halvt år efter hun kom i pleje hos parret i det lille lave fiskerhus på Lille Strandstræde i Gilleleje. Men derfra er de tilgengæld fyldt med lys og glæde.

Hun peger over på nabohuset. Der boede Ulla og Jette, som hun legede med. Rundt om hjørnet slagteren. Og bageren. Hun var ude og inde hos alt og alle. Legede på stranden. Og der blev passet på hende, på prinsesse Tove, som Ketty og Svend kaldte hende.

- Jeg har fået fortalt, at de første mange måneder kom jeg slet ikke udenfor. Det turde de ikke. Alle vidste jo, at jeg var et jødisk barn, og de skulle først finde ud af, hvem de kunne stole på. Men fra da af holdt alle hånden over mig, smiler Tove Udsholt, som nænsomt havde fået forklaret, at hendes mor var derovre i Sverige, hvor lysene var, og at hun havde været nødt til at gemme sig dér, fordi mændene i grønt tøj var efter hende. De mænd - fik Tove at vide - måtte hun aldrig snakke med.

Rystede over hele kroppen

- Én gang stod jeg inde hos slagteren, og der kom en tysker ind. Jeg begyndte simpelthen at ryste over hele kroppen, for det var lige sådan én, der var efter min mor og nok også efter mig. Heldigvis var slagterkonen hurtig. ’Kom lille Tove, du skal ind og se min kanariefugl’ sagde hun og trak mig ud bagved. Der var jo ingen kanariefugl. Hun skulle bare have mig væk fra tyskeren, så hun kunne liste mig ud af bagdøren, og jeg kunne komme væk, fortæller Tove, som nærer en dyb og inderlig taknemmelighed over for alle de mennesker i byen, der satte deres eget liv på spil for at skjule, beskytte og redde så mange jøder.

- Hvis nogen havde stukket os, var vi blevet skudt alle sammen, siger hun og ryster på hovedet ved tanken.

- Jeg havde et dejligt liv, var virkelig privilligeret, siger hun.

Men hun ved også, at sorgen og savnet over især moderen må have fyldt meget inde i en lille tre-årig pige.

Tilbage til Gilleleje

Da Tove Udsholt for nogle år siden gik på pension, flyttede hun tilbage til Gilleleje. Til byen, der fylder så meget i hendes hjerte. Til vandet og den kystlinie ovre på den anden side, der har draget hende, lige siden hun var en lille pige. Sverige.

- Ketty og Svend var jo blevet min far og mor. Det var dem, jeg holdt af. Men selvfølgelig savnede jeg min mor og har da uden tvivl også været ked af det. Jeg kan huske, hvordan jeg nogle gange om aftenen stod i inde i stuen og trak mørklægningsgardinet til side og kunne se lyset ovre på den anden side. Dér var min mor. Det måtte være paradiset, fortæller Tove Udsholdt.

Og det var derfra, hendes mor ville komme, den dag krigen var slut. Men selvom 4. maj 1945 skulle have været en glædens dag, sænkede en trykket stemning sig i Gilleleje.

- Jeg var henne hos Ulla og Jette, da de sagde i radioen, at tyskerne havde kapituleret. De sprang op i glæde, flåede mørklægningsgardinerne ned, tændte lyset, dansede og sang. Det skulle jo også have været en glad dag for mig. Men det var det ikke. Jeg blev ked af det, for nu ville hele det univers, som jeg elskede, forsvinde. Så jeg jeg gik stille over til Ketty og Svend, som sad inde i stuen. Stemningen var virkelig trykket. De var heller ikke glade, for nu skulle de jo af med mig, siger Tove Udsholt og slår opgivende ud med armene og husker, hvor underlig den efterfølgende tid var, hvor svært det var for alvor at tage del i euforien i den lille fiskerby.

Og så en dag i juni måned, en dag hvor solen skinnede, og Tove som vanligt legede på stranden, kom der en fremmed dame.

- Goddag Tove. Jeg er din mor, sagde kvinden.

Moderens valg har hun aldrig fået forklaret. Men Tove Udsholt har valgt at tro, at motiverne var de fineste og reneste, man kan ønske sig.

- Min mor har været presset til det yderste. Jeg tror stadig, at hun har tænkt, ’det er redningen’. Jeg er overbevist om, at hun gjorde det af kærlighed. At hun så ikke vidste, at hun kom til at betale den højeste pris, det er en helt anden historie.

Foto: BT GRAFIK

SMS

Tophistorier

Pernille Vermund er højrefløjens nye darling: ’Jeg bliver jo nok set som en, der spiser børn til morgenmad’

Pernille Vermund er højrefløjens nye darling: ’Jeg bliver jo nok set som en, der spiser børn til morgenmad’

Flere sårede i Malmø efter blodigt skuddrama: 'Jeg hørte omkring 20 skud'
Malmø søndag aften. Politiets teknikere undersøger en bil i forbindelse med en skudepisode tidligere på aftenen i den sydlige del af Malmø.

Flere sårede i Malmø efter blodigt skuddrama: 'Jeg hørte omkring 20 skud'

Skrækindjagende klovn luskede rundt i skov: Nu er manden bag masken afsløret og anholdt

Skrækindjagende klovn luskede rundt i skov: Nu er manden bag masken afsløret og anholdt

BTs sportschef: Derfor bør OB ikke fyre Kent Nielsen

BTs sportschef: Derfor bør OB ikke fyre Kent Nielsen

Fransk skuespillerinde blev beskyldt for affære med Brad Pitt: Nu er hendes kæreste rasende
Den franske skuespiller Marion Cotillard sættes i forbindelse med Brad Pitt efter bruddet med Angelina Jolie. Men hendes mand tager hende i forsvar og skyder med skarpt mod pressen. (Arkivfotos. Det er Brad Pitt og Angelina Jolie til højre.)

Fransk skuespillerinde blev beskyldt for affære med Brad Pitt: Nu er hendes kæreste rasende

BTs anmelder: ’Bedrag II’ åbner snydeflot
Natalie Madueño er tilbage som superadvokaten Claudia.

BTs anmelder: ’Bedrag II’ åbner snydeflot

Dansker driblede hele vejen fra eget felt: Celta-sejr med solomål af Pione Sisto
Pione Sisto (th) scorede et smukt solo-mål, da Celta slog Espanyol.

Dansker driblede hele vejen fra eget felt: Celta-sejr med solomål af Pione Sisto

Familie og venner tog gribende afsked: Hanne Bech Hansen døde 'pludseligt'

Familie og venner tog gribende afsked: Hanne Bech Hansen døde 'pludseligt'

Hitter på Facebook

Gå på opdagelse i Prøv gratis i 30 dage