- Jeg er en kæmpe idiot, og jeg har kvajet mig. Ikke bare fordi jeg nu får røven på komedie, men måske allermest fordi jeg får Dansk Folkeparti til at fremstå som et parti, der ikke kan lide homoseksuelle, siger DFs pressemedarbejder Helene MacCormac til bt.dk.
McCormac fik koldsved på panden her midt i den bagende sommervarme, da hun onsdag formiddag klikkede for hurtigt i sin mailbox, og kom til at udsende en intern mail til pressefolk og journalister over hele Danmark med en mildt sagt uheldig formulering om DFs deltagelse i den kommende Gay Pride Parade i København:
"Jeg tror heller ikke det er en god ide, hvis vi i stilhed trækker os fra paraden. Melder vi fra, skal det have mediernes bevågenhed, og de ekstremistiske homoseksuelles fraktionsgrupper skal have nogle tærsk (Jeg håber de ikke kan lide den slags!)", skriver Helene MacCormack til de to kvindelige DF'ere, Liselotte Blixt og Pia Adelsteen, der efter planen skal deltage i paraden for Dansk Folkeparti.
- Liselott og Pia er blevet inviteret til at deltage i paraden, og nogen har lavet en gruppe på Facebook, der vil forhindre dem i at deltage. Det fik jeg at vide i en mail fra en journalist, og derfor skrev jeg en mail til Liselott og Pia. Den skulle slet ikke have været ud, og den er er også utroligt kvajet formuleret. Det er helt igennem dumt af mig, og det beklager jeg dybt, siger MacCormac til bt.dk.
- DF har intet imod homoseksuelle, og det har jeg absolut heller ikke selv, siger Helene McCormack, der skrev de hidsige formuleringer som reaktion på en mail hun modtog fra en homoseksuel journalist, der havde gjort McCormac opmærksom på den Facebook-gruppe, der opfatter DFs deltagelse i Gay Pride som en provokation.
På Facebook-gruppen skriver gruppen blandt andet, "at førende DF'ere har bl.a. udtalt, at "homoseksuelle er mentalt handicappede"; at "homoseksuelles seksualitet er et udtryk for en epidemisk ideologi, som blot udspringer af deres egen livslede"; at "homoseksuelle er unormale", at "homoseksuelle er handicappede" og ikke at forglemme Pia Kjærsgaards perle: "LBL, Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske. Red.) er en meget militant organisation".























