KØB PLUS!

Ulven i Thy er måske død

Naturstyrelsen har fundet et dødt ulvelignende dyr i Nationalpark Thy. Det er muligvis den ulv, som styrelsen har været på jagt efter siden oktober

Siden oktober har der været gang i spekulationerne om, om der virkelig lever en vaskeægte vild ulv i Nationalpark Thy i Nordjylland. Ingen har fundet ulven endnu, selvom Naturstyrelsen har været på jagt efter den siden oktober. Nu er den muligvis død.

Naturstyrelsen har ifølge jp.dk fundet et dødt ulvelignende dyr med store tænder i nationalparken, der måske er den eftertragtede ulv. Resterne af dyret er nu kørt til Center for Vildtsundhed, hvor prøver skal fastslå, om det er en død ulv, der er tale om.

- Vi ved endnu ikke, om der er tale om en ulv. Det skal vurderes af eksperter, men den ligner fuldstændig dyret fra de forskellige billeder, som har været i medierne. Dyret er helt udmagret, så vi formoder, at den er død af sult, men vi skal have det undersøgt nærmere, siger Naturstyrelsens vildtkonsulent i Thy, Tommy Hansen, til jp.dk.

Ulven blev i midten af oktober observeret af en fuglekigger, der tog en række uskarpe billeder af den. Det udløste en mindre ulvejagt i efterårsferien i Nationalpark Thy, hvor gæster strømmede til i håb om at få et glimt af det vilde dyr.

Statens Naturhistoriske Museum udlovede endda en dusør på 5.000 kroner til den, der kunne tage levende billeder af ulven, men dusøren blev efterfølgende trukket tilbage for at skåne livet i nationalparken.

Læs også: