Måske er den ulveagtige skikkelse, som forleden blev fotograferet i Thy, i virkeligheden efterlyste Bosse fra Dronninglund.

Det ulveagtige dyr, der de seneste dage har skabt stor opmærksomhed efter at være blevet fotograferet i Nationalpark Thy, kan være en efterlyst slædehund ved navn Bosse, skriver pol.dk.

Bosse blev sidst set løbe ud ad sine ejeres dør i Dronninglund i Nordjylland 3. september og er af racen alaskan malamut - også kendt som »snetoget fra nord«. Den er en af verdens ældste hunderacer og største og stærkeste slædehund. Ifølge vildtkonsulent Tommy Hansen, der har set billeder af Bosse, ligner den også en ulv.

- De er ret variable i farver, men nogle af dem er ganske ulvelignende, siger han til pol.dk.

Selvom der er godt 130 kilometer fra Dronninglund til Nationalpark Thy, sigervildtkonsulenten, at Bosse sagtens kan have løbet hele vejen derover.

- Når den bliver brugt til slædehund, kan den løbe 50 kilometer på et døgn. Det er ikke noget problem.

Store dele af Danmarks befolkning er spændt over, om der for første gang i knap 200 år virkelig findes en ulv i landet. Modsat håber hundens ejere, at »ulven« er Bosse, skriver netavisen, der tilføjer, at ejerne er i gang med at printe løbesedler med en efterlysning af Bosse i håb om at få hunden tilbage.

Tidligere udlovede Danmarks Naturhistoriske Museum en dusør på 5.000 kroner for billeder af dyret. Men efter bekymrede borgeres henvendelser om, at nationalparken ville blive overrendt af gæster, er dusøren trukket tilbage.

Museet er stadig interesseret i fotos eller levende billeder af »ulven« og hælder fortsat til, at der kan være ulve i Danmark.

- Det viser sig, at der er gjort en del andre observationer af folk, der har set ulve eller poteaftryk inden for det seneste halvandet år. Jeg er personligt overbevist om, at der er en rigtig god chance for, at der er en ulv, som render rundt deroppe, siger Mogens Trolle fra Statens Naturhistoriske Museum til Berlingske Nyhedsbureau.

Naturstyrelsen har lagt et stykke råvildt ud i nationalparken i håb om at tiltrække dyret.