____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Strøgcafeen Food Station bruger ulovlige kontrakter over for sine ansatte. Det slår to eksperter fast.

Fagbladet 3F kunne i går fortælle om syv tidligere ansatte, der ikke har fået udbetalt løn på caféen Food Court CPH, tidligere Food Station, for i alt 350.000 kr.

Arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen hæfter sig ved at, der ikke er et fast antal arbejdstimer på kontrakterne.

Samme konklusion har Peter Breum, advokat med speciale i arbejds- og ansættelsesret.

- Udover at der mangler arbejdstimer, så står der, at de ansatte selv skal holde sig orienteret om hvilke vagter, de får, siger Peter Breum.

- De ansatte kan dermed ikke være sikre på, hvornår de skal arbejde. Og med en timeløn på 90 kroner, så har de ansatte ikke en sikkerhed for en indkomst. Det er ikke ulovligt, men der er tale om virkelig dårlige forhold, siger Peter Breum.

De ansatte er desuden blevet bedt om at skrive under på, at de har tavshedspligt om alle forhold på cafeen.

Siden juni har Rikke Lykke Marquart været direktør på caféen. Hun har oplyst til Fagbladet 3F, at hun har været i kontakt med Horesta med henblik for at få lavet nye kontrakter.