Et hav af eskrementer, en død mus i en fælde og gnavemærker i varer. Det var et ulækkert syn, der mødte Fødevarestyrelsen, da de kom på kontrolbesøg i 7-Eleven kiosken på Københavns Hovedbanegård.

Virksomheden DSB 7-Eleven på den travle Hovedbanegård i København skal hoste op med 30.000 kroner i bøde, efter Fødevarestyrelsen kiggede fordi den 23. januar 2017. Kiosken har haft alvorlige problemer med skadedyr gennem flere måneder. Mus har indtaget butikkens lager og har gnavet sig gennem kasser med varer og skidt på gulvet.

'Der er fundet spor efter mus i form af massiv forekomst af ekskrementer på virksomhedens lager i kælderen. Der er også fanget en mus i opsat fælde. Virksomheden oplyser, at der har været problemer med mus gennem flere måneder,' skriver Fødevarestyrelsens i en kontrolrapport efter at have besøgt kiosken.

»Virksomheden vidste, at der var potentielt farlige varer i butikken. Reglerne er ikke blevet fulgt, så derfor fik de en bøde,« siger sektionsleder i Fødevarer København Martin Birk Hansen til BT.

Ifølge rapporten har butikken forklaret, at de flere gange har forsøgt at udbedre huller på lageret for at komme musene til livs. Derudover bliver varer desinficeret eller kasseret, hvis musene har haft tænderne i emballagen. Flere kasser er blevet smidt ud, fordi der har været gnavet huller i varerne indeni.

»Det er helt uacceptabelt for vores kunder, det der er foregået. Vores 7-Eleven skal ikke have en sur smiley, og selvfølgelig skal der være orden i tingene,« siger Aske Wieth-Knudsen, der er chef for forretningsudvikling i DSB.

Han fortæller, at medarbejdere allerede i efteråret 2016 opdagede, at der var mus på lageret. Skadedyrsbekæmpere blev tilkaldt, men de lykkedes ikke med at få udryddet gnaverne.

»Vi har nu skiftet firma, og problemet med mus på lageret er tilsyneladende blevet løst. Vi har dog stadig skærpet opmærksomhed omkring det,« siger Aske Wieth-Knudsen.