Det ukrainske flyselskab AeroSvit har endnu ikke betalt dets regninger til Københavns Lufthavn, der derfor har nægtet et Boeing 737 starttilladelse.

En Boeing 737 fra det konkurstruede ukrainske luftfartsselskab AeroSvit Airlines er tilbageholdt på fjerde døgn i Københavns Lufthavn.

Flyet fik startforbud af Københavns Lufthavn fredag, fordi AeroSvit skylder lufthavnen et sekscifret beløb for bagagehåndtering, brug af startbaner og flyveledere.

- Vi har ikke hørt nyt fra Ukraine, så flyet har stadig startforbud, siger kommunikationsrådgiver Lars Lemche, Københavns Lufthavn, mandag eftermiddag til Berlingske Nyhedsbureau.

- Vi har kontakt til Kiev, men mandag er tilsyneladende en slags helligdag i Ukraine, så vi forventer ingen afklaring før tidligst tirsdag, siger Lars Lemche.

Også Arlanda-lufthavnen ved Stockholm har tilbageholdt et Boeing 737 fra AeroSvit ligeledes på grund af ubetalte regninger.

AeroSvit gik kort før nytår i en kontrolleret betalingsstandsning og har ifølge rejsesitet check-in.dk af retten i Kiev fået en frist til 23. januar til at rekonstruere selskabet.

Det ukrainske luftfartsselskab er ejet af den ukrainske oligark, Igor Kolomoiskij, der også kontrollerede Cimber Sterling og Skyway, som begge krakkede sidste år. Københavns Lufthavn var blandt de største tabere ved de to konkurser, og det er angiveligt årsagen til, at man nu vil gardere sig mod yderligere tab fra samme ejer.

Ifølge check-in.dk råder AeroSvit over 12 Boeing 737-fly, og heraf er de to som nævnt tilbageholdt i Danmark og Sverige. Det har medført, at det ukrainske selskab ikke kan gennemføre alle planlagte flyvninger.

Ekstrabladet.dk skrev fredag, at 60 danskere er strandet i Kiev, hvor de skulle have fløjet med AeroSvit til Danmark. På samme måde skulle 65 passagerer have været med det fly, der fredag aften blev tilbageholdt i Københavns Lufthavn.

Hos Udenrigsministeriets borgerservice bekræfter vagthavende Henning Nielsen, at man har fået »en del« henvendelser fra strandede danskere i Kiev i løbet af weekenden.

- Det eneste, vi kan gøre, er at råde folk til at få købt en billet hos et andet flyselskab, og så må de efterfølgende gøre deres krav gældende over for det pågældende flyselskab, siger Henning Nielsen til Berlingske Nyhedsbureau.