Siden den første uhyggelige klovn blev set i Danmark for en uge siden, er flere end 20 fulgt efter. Jane Wigh er klovn og frygter nu for sit levebrød.

I et lille værelse fuld af værktøjer til kreativ udfoldelse sætter Jane Wigh sig klar foran sit spejl. Hun retter på det flere gange og skal netop til at lægge sin tykke, farverige sminke på, da hun pludselig rejser sig.

Hun åbner en skinnende, lyserød skotøjsæske fuld af plancher, dukker, magasinforsider og skulpturer.

Det lille lokale synes mindre og mindre, efterhånden som det hele tages op. Jane Wigh viser frem med stor iver og stolthed i stemmen.

»Det er for at vise, at der altså er rigtig mange mennesker, som godt kan lide klovne,« forklarer hun, mens hun støt arbejder sig igennem dels de mange gaver fra børn og dels en række hædersbeviser.

Læs også: 8 klovne jog en skræk i livet på bilister og beboere på villavej

Dræberklovne

I sidste uge nåede fænomenet ’killer clowns’ (dræberklovne, red.) til Danmark, da en mand fra Fredericia blev antastet af en bevæbnet klovn sent onsdag aften.

Fænomenet - der menes at stamme fra USA - går ud på at maskere sig som en uhyggelig klovn og vandre rundt i nattetimerne for at skræmme tilfældige mennesker på gaden.

Siden sidste uge er antallet af episoder, hvor folk er blevet forfulgt af uhyggelige, bevæbnede klovne i Danmark, nået op på 24.

Langt de fleste har fundet sted på Sjælland, men også i Nakskov, Sønderborg og Trekantsområdet har de klamme klovne vist sig. Oprindeligt var Jane Wigh makeup-artist og arbejdede for et eventfirma, men i dag lever 60-årige Jane Wigh fra Klampenborg for sit klovneri.

Hun er tilmed aktivt medlem af flere internationale og danske klovneorganisationer.

Smil og latter

Siden 2001 har hun rejst jorden rundt for at sprede glæde som klovnen Paliette.

Med sine tryllekunster og ballonshow har hun underholdt store og små lige fra England til Peru og mange andre steder ind imellem. Og resultatet har – næsten – altid været smil og latter.

»Nogle gange kan små børn godt blive bange, men det er sjældent, og når det sker, forsvinder frygten hurtigt. Jeg husker også, at jeg engang skulle optræde på en restaurant, hvor jeg blev sendt hjem lynhurtigt for at vaske sminken af. Det viste sig, at chefen havde en fobi for klovne. Men ellers lykkes jeg altid med at gøre folk glade og få dem til at grine med mine kunster!« siger hun.

Dét kan dog vise sig at blive sværere end hidtil, efter de skræmmende klovne nu har indtaget Danmark.

Ikke engang en uge nåede at passere, før Jane Wighs kunder begyndte at opføre sig anderledes end normalt.

»Jeg kan godt mærke, det har gjort indtryk allerede. Så sent som i forgårs blev jeg ringet op af en kunde, som gerne ville booke mig, og som udtrykkeligt bad mig se ud som på min hjemmeside. Der så jeg nemlig ikke farlig ud. Det har jeg aldrig hørt før,« siger Jane Wigh, der både ærgrer og bekymrer sig over udviklingen.

»Jeg har elsket klovnen, siden jeg var i cirkus allerførste gang. Det er en kærlig karakter, som gerne skal vække tillid hos børn og voksne. Derfor gør det mig ked af det, når klovne bliver gjort uhyggelige. Desuden kan jeg frygte for mit arbejde - og mit helbred. Jeg har hørt snak om, at man bare skal give klovnene igen og angribe dem. Så nu kigger jeg mig over skulderen, når jeg går hjem fra en optræden.«