Udskældt juicebar taget til nåde

Fødevarestyrelsen trækker nu sin kritik af juicenavne hos Joe & the Juice tilbage. Vores autoritet risikerer at blive undergravet, siger styrelsens direktør.

Forsvinder dine tømmermænd, hvis du drikker en juice kaldet 'Hangover Heaven'?

Det har været omdrejningspunktet i en hidsig debat, der er opstået i kølvandet på historien om, at juicekæden Joe & the Juice risikerer en kæmperegning, efter Fødevarestyrelsen har været på besøg. Juicekæden stod til en sur smiley på grund af en række juicenavne, der angiveligt lovede mere end de kunne holde.

Den hidsige debat får nu Fødevarestyrelsen til at trække kritikken af Joe & the Juice tilbage, oplyser styrelsens direktør Esben Egede Rasmussen.

- I den konkrete sag med Joe & the Juice har vi stoppet kontrolrapporten og trukket den tilbage for at se på den igen. Det skyldes dels en helt gold juridisk betragtning om, at vi skal undersøge om vi har juraen på vores side. Samtidig viser sagen, at vi som ledelse i Fødevarestyrelsen har behov for at kigge på vores linje i sager om navne, siger Esben Egede Rasmussen.

Han fortæller, at styrelsen efter sagen mod Joe & the Juice er blevet overdænget med muntre klager over vildledende navne på cocktails.

- Jeg forventer heller ikke, når jeg går på cocktailbar, at der er en russer i min 'White russian'. Vi bliver oversvømmet med vittigheder af den karakter, og folk der klager over, at der ikke er noget blod i deres 'Bloody mary'. Det tager vi til os, siger han og tilføjer:

- Vi har ikke noget behov for, at vores autoritet som myndighed bliver undergravet af den type sager her. Selvom vores medarbejdere har ageret inden for lovgivningens rammer, så tager vi kritik alvorligt og lytter til den.

Fødevaremyndighederne fik øje på de underfundige juicenavne hos Joe & the Juice, som også tæller navne som 'Hangover Heaven', 'Stress Down' og 'Strong Bones', under et rutinetjek i begyndelsen af februar. Hygiejnen fik ingen anmærkninger, men de såkaldte anprisninger af juicens gavnlige effekt var ikke i overensstemmelse med de gældende EU-regler, mente myndigheden.

Efterfølgende har debatten raset. Blandt andet i et blogindlæg fra Berlingskes Mads Kastrup om »Den laveste fællesnævners samfund«, mens Venstres forbrugerordfører Jan E. Jørgensen torsdag har blandet sig i debatten med indlægget 'Dagny fra Fødevarestyrelsen'.

Og i torsdagens udgave af Dagbladet Børsen raser en stribe virksomheder over Fødevarestyrelsens omfattende kontroller og regler og kræver en lovændring.

- Jeg går op i, at vi forvalter efter reglerne. Det tager vi stilling til fra sag til sag. Men samlet set som direktør er jeg optaget af, at vi har en troværdighed, og at der står respekt om vores arbejde. Derfor har vi behov for, at vi kigger på denne her type sager, som befinder sig i en gråzone, og vurdere om vi ligger rigtigt, siger Esben Egede Rasmussen.

Han understreger dog samtidig vigtigheden af opgaven med at føre tilsyn med produktnavne:

- Tilsynet og kontrollen med virksomheders navne er meget vigtigt. Der er trods alt en hel del eksempler på, at virksomhederne forsøger at udnytte folks bekymring for deres helbred. Det skal man tage alvorligt, og det har der også været et meget klart politisk ønske om. Vi skal finde balancen mellem at bekæmpe vildledning, og på den anden side ikke blive for rigide eller fjollede, siger direktøren og sender en tak til de mange danskere, der har mailet styrelsen i forbindelse med sagen om juice-navnene.

- Der er mange vittige hoveder ude i landet, som helt forståeligt har benytte lejligheden til at drille os. Det skal de have tak for, da en god vittighed ofte rammer en nerve.

Læs også:

Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her