Hvis du ikke bor i Jylland, men bare har været på ferie i det vestlige Danmar, så har du måske undret dig over de store brune pulver-plamager, der oftest kan ses på jorden omkring lygtepæle i flere uger – hvis ikke måneder...

Men udenforstående danskere er ikke de eneste, der er forvirrede.

Udlandet forstår heller ikke, hvorfor man pludselig kan se kanel strøet med lind hånd på gader og stræder.

Tirsdag kunne man på det britiske medie Mirror (under kategorien ’Underlige nyheder’) se en artikel med overskriften ’Hvorfor du virkelig ikke har lyst til at være single på din 25-års fødselsdag i Danmark’.

Her påtaler de den gamle tradition, der primært ses i Jylland, som i al sin enkelthed går ud på at overdynge sin ven i kaskader af kanel, når vedkommende fylder 25 og endnu ikke har fundet sin eneste ene. For at gøre oplevelsen endnu mere ubehagelig kan man vælge at binde den partnerløse fødselar til for eksempel en lygtepæl.

»Hvis du oplever at blive bombarderet med spørgsmål fra nysgerrige familiemedlemmer til jul (’Er du blevet kurtiseret endnu?’), så tænk på de nogen-og-tyve-årige danskere, som har en noget mere offentlig og ydmygende måde skilte med deres singletilværelse på. Ser du, hvis du er single i Danmark i en alder af 25, så sker dette her,« skriver mediet og viser billeder af sagesløse fødselsdagsbørn dækket af det velduftende krydderi.

»Jep, ikke blot skal du snydes for en romantisk date eller en gave fra din skat på den store dag. Du vil også blive dækket af kanel,« fortsætter de, inden de forklarer traditionen med, at danske krydderihandlere for århundreder siden havde så travlt med at sælge krydderier, at de ikke fandt tid til at finde en partner, hvilket er blevet overført til nutidens singler i tyverne.

Mirror har også hørt om vores tradition for at sætte en gigantisk peberkværn op i haven hos den 30-årige single. Her har de dog fået traditionen en smule galt i halsen:

»Det stopper ikke der. Hvis du er 30 og stadig single, bliver du ’pebret til’ – ja, dækket med peber.«

På mediets Facebook-side er de britiske læsere chokerede over den danske tradition.

’Jeg flytter aldrig til Danmark’, skriver Laurie Burns, flankeret af en skrigende smiley, mens Angela Agnew tagger sin ven og skriver:

’Vi skal være glade for, at vi ikke bor i Danmark.’

Til sidst er der Daniel Claridge, som blot venter på, at ’såkaldte ekspert’ fra hjemlandet skal kritisere vores måde at fejre det femogtyvende år på.