Danmark spiller en afgørende rolle for den omstridte verdensomspændende bevægelse Scientology. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Mennesker fra store dele af Europa tager nemlig til København for at studere ved Scientologys europæiske hovedkvarter.

I øjeblikket opholder mellem 4.000 og 5.000 udenlandske scientologer sig i København for at deltage i kurser og få vejledning, oplyser informationschef for Scientology Danmark og Europa Anette Refstrup til avisen.

Det europæiske hovedkvarter blev placeret i Danmark af grundlægger L. Ron Hubbard i 1969, blandt andet fordi han »syntes godt om det velorganiserede danske samfund«, siger hun.

Derudover arbejder et par tusinde udlændinge permanent for Scientology i den danske hovedstad.

Det koster mindst 350.000 kroner at nå til det højeste trin af selvudvikling i Danmark, bekræfter Anette Refstrup.

BNB