Arbejdsgivere går i en stor bue uden om de arbejdsløse, når de ansætter folk i akutjob, viser ny undersøgelse.

Alle de arbejdsløse, der har håbet på et akutjob for at kunne betale huslejen, må nu se i øjnene, at det bliver svært. Arbejdsgiverne går nemlig i en stor bue uden om de arbejdsløse, når de ansætter folk i akutjob.

Ikke engang hver femte af de akutjob, der er blevet besat, er gået til en langtidsledig dagpengemodtager på vej til at miste dagpengene. Det viser den første landsdækkende kortlægning af samtlige opslåede akutjob, som analysefirmaet Kaas & Mulvad har gennemført for Ugebrevet A4.

Værst ser det ud i stat, kommuner og regioner, hvor kun hver sjette af jobbene går til langtidsledige. Lidt bedre ser det ud hos private arbejdsgivere, der besætter hver tredje af de opslåede akutjob med en langtidsledig.

Regeringen er netop blevet kritiseret for ikke at følge op på akutjob-ordningen ved løbende at forlange indberetninger fra arbejdsgiverne om, hvem de ansætter i de opslåede akutjob. Men med indberetninger fra arbejdsgiverne bag 526 besatte akutjob i A4-undersøgelsen kan effekten af akutjob-ordningen nu måles.

Forbundsformand for de ufaglærte og kortuddannede i 3F, Poul Erik Skov Christensen, er alarmeret over, at hverken de offentlige eller private arbejdsgivere tilsyneladende tager akutjob-ordningen alvorligt.

- Det er trist, at virksomhederne ikke lever op til de aftaler, som arbejdsgiverorganisationerne har indgået med regeringen om det her. Og det er trist, for det forringer jo de lediges engagement og lyst til at tage et uddannelsesforløb i den her periode, for hvad nytter det at uddanne sig, hvis der ikke er job til dem, siger Poul Erik Skov Christensen til Ugebrevet A4.