Landets gymnasier og universiteter har store problemer med studerende, der snyder med deres opgaver.

Internettet har gjort det hurtigt og nemt at kopiere og sætte andres kloge ord ind i hjemmeopgaver og projekter, og det er meget tidskrævende og besværligt for uddannelsesinstitutionerne at afsløre snyd, skriver Information.

Hver anden gymnasieelev har skrevet opgaver af fra nettet, mens hver fjerde har afleveret hele opgaver, de ikke selv har skrevet, viser en rundspørge blandt knap 1.000 studerende gennemført af fagbladet Gymnasieskolen.

På de videregående uddannelser er der ingen samlede tal for, hvor meget der bliver snydt, men en ny finsk undersøgelse viser, at 20 procent af de studerende har skrevet af fra nettet.

Og en rundringning, Information har foretaget, viser, at flere universiteter oplever en stigning i antallet af sager om snyd.

- Vi har set snyd i alt fra specialer til en enkelt ph.d.-afhandling, siger studiechef på Syddansk Universitet Per Andersen, hvor antallet af sager om snyd alene i år er på 105.

Også på Copenhagen Business School, Roskilde Universitet (RUC) og Aalborg Universitet (AAU) har de voksende problemer med snyd. Problemerne med snyd har fået de fleste uddannelsesinstitutioner til at anskaffe plagiatsoftware, som kan registrere afskrift.BNB