Er din kat ramt, eller ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Danske myndigheder har planlagt at indfange vildkatte i området omkring Sønder Onsild i Nordjylland. Det sker, fordi ni vildkatte har fået sygdommen katteaids.

Det skriver Nordjyske.

Myndighederne frygter, at mange flere vildkatte er smittet med sygdommen.

Katteaids - også kaldet feline immunodeficiency virus - smitter kun fra kat til kat, så der er ikke fare for mennesker. Som regel smitter sygdommen, når katte bider og kradser hinanden.

Sygdommen ligner på nogle måder den sygdom, som mennesker får. Virusset er da også i familie med den virus, som giver aids hos mennesker.

Der er tale om et virus, som nedbryder kattens immunforsvar og ligesom almindelig Aids, så kan der gå mange år før den bryder ud. Ofte op til ti år.

Der er ikke nogen kendt kur for sygdommen. Dog kan en kat, der er smittet med sygdommen ofte leve et forholdsvist normalt liv, hvis den passes og plejes ordentligt.

»Symptomerne på, at en kat er smittet med katteaids, er mange, idet sygdommen svækker kattens immunsystem, og dermed gør den mere modtagelig for andre sygdomme,« siger dyrlæge Søren Haubro til Nordjyske og fortsætter:

»Derfor vil smittede katte kunne vise sig med alle mulige forskellige tegn på infektionssygdomme som mundhuleinfektioner, hyppige bylder, influenza-lignede symptomer og generel 'skranten'.« siger han.

Alle borgere i Sønder Onsild Stationsby har fået brev om, at  kommunen i samarbejde med Dansk Dyreværn Aarhus og Min Ven Katten Hobro vil indfange katte 19. maj, 2. juni, 9. juni og 16. juni.

»På de dage opfordrer vi borgere, hvis katte ikke er øretatoveret, til at holde katten inden døre - eller give dem halsbånd på,« siger Anita Sønderup fra Min Ven Katten Hobro til Nordjyske.

De indfangede vildkatte, som testes positiv for sygdommen, bliver aflivet.

Er din kat ramt, eller ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.