Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Igennem en årrække har den danske afdeling af Postnord - Post Danmark A/S - haft trecifrede millionunderskud. Alligevel har man udbetalt udbytte på hundredvis af millioner til moderselskabet Postnord AB. Nu forklarer Postnord den praksis, som har fået en af landets førende eksperter på området til at undre sig.

I 2015 havde Post Danmark et underskud på 223 millioner danske kroner. Samme år blev der udbetalt et udbytte på 795 millioner kroner til ejeren. Det kunne man også se i 2013 og 2012, hvor der trods store underskud blev udbetalt millionudbytte til moderselskabet.

Det fik Per Nikolaj Bukh, professor ved institut for økonomi og ledelse ved Aalborg Universitet, til at undre sig.

»Det er ikke ulovligt, det der er sket. Man må godt udbetale udbytte fra egenkapitalen, selvom der ikke er overskud. Men hvis det danske postvæsen havde været en selvstændig virksomhed, og dens bankforbindelse havde set den gøre sådan noget, så ville den være kritisk,« lød det fra Per Nikolaj Bukh.

I en mail til BT forklarer bestyrelsesformand i Postnord, Jens Moberg, beslutningen om at overføre et udbytte på 795 millioner danske kroner fra den danske afdeling til moderselskabet i Sverige i 2015.

'Det overførte udbytte på 800 millioner er en konsekvens af et betragteligt overskud på ejendomssalg - primært salget af det tidl. hovedsæde på Tietgensgade,' skriver Jens Moberg.

Han slår samtidig fast, at selskabet 'køres som ét selskab og ikke som separate selskaber i hhv. Danmark, Sverige, Norge eller Finland'. Derfor mener han, det er 'naturligt', at selskabet kan styre penge rundt mellem de forskellige dele af firmaet, som kan have brug for kapital.

Bestyrelsesformand i PostNord Jens Moberg. ARKIVFOTO.
Bestyrelsesformand i PostNord Jens Moberg. ARKIVFOTO. Foto: Malte Kristiansen
Vis mere

Den forklaring beroliger Per Nikolaj Bukh, der var kritisk over for dræningen af kapital fra Post Danmark til moderselskabet:

»Når de har solgt en bygning, så er den værdi, de før havde bundet i en bygning, nu i kroner. Og derfor giver det sådan set mening, at man har valgt at betale dem op til moderselskabet, da de derved har haft mulighed for fx at nedbringe gæld. Og hvis man tror, at Sverige er ved at tømme Post Danmarks kasse, så bør man være mindre bekymret,« forklarer Per Nikolaj Bukh.

Endnu har Postnord ikke offentliggjort regnskab for 2016. Men som det fremgår af regnskabsmeddelelsen vil der ifølge Per Nikolaj Bukh være et betydeligt underskud i den danske afdeling. Derfor har Postnord også for få dage siden meldt ud, at der kommer til at ske store forandringer i den danske afdeling af postgiganten, hvor mellem 3500 og 4000 fyringer forventes.

Samtidig vil uddeling af brevpost blive noget mere sjælden, da et almindeligt brev i fremtiden kun vil komme frem i løbet af fem dage.

Jens Moberg oplyser i mailen til BT, at Postnord har valgt at overføre en milliard danske kroner til Post Danmark for at dække det store underskud og den egenkapital, som de seneste år er blevet mindre og mindre.

'PostNord Koncernen har således i 2017 tilført én mia. danske kroner til det danske selskab Post Danmark A/S som følge af årets underskud og deraf faldende egenkapital,' skriver Jens Moberg.

Per Nikolaj Bukh var kritisk over for dræningen af Post Danmarks egenkapital tidligere. Og derfor ser han det som en positiv ting, at man nu vælger at tilføre selskabet en stor mængde penge:

»Det er væsentligt, at de tilfører en milliard danske kroner. Det er væsentligt, da man derved dækker det underskud, der vil være i 2016. Det betyder nemlig, at de tre milliarder svenske kroner, som man skal ud og hente ved omstrukturering, kun skal gå til den fremadrettede omstrukturering og ikke til at dække et underskud. Det har man nemlig allerede gjort ved at tilføre en milliard,« siger Per Nikolaj Bukh.

»Det er et stærkt signal om, at man arbejder seriøst på at få løst de problemer, man har. Derved kan man også løse op for en del af den kritik, som flere danske postordførere er kommet med, da de troede, at kassen i den danske del af Postnord var ved at være tom,« siger Per Nikolaj Bukh.