Aarhus Universitets målehus i Nordøstgrønland bliver opgraderet til en international forskningsstation takket være 70,5 millioner kroner fra Villum Fonden.

Vi kender de ubemandede droner fra krig. Nu skal de som noget helt nyt bruges til forskning. Aarhus Universitet står bag, og Villum Fonden finansierer med en bevilling på 70,5 millioner kroner, skriver Århus Stiftstidende tirsdag.

Forsøgene finder sted på universitetets nye forskningsstation i det nordøstlige Grønland, hvor dronerne skal bruges til at studere, hvordan klimaændringerne påvirker luften, havet, geologien samt dyr og planter i det højarktiske område.

Rektor Lauritz B. Holm-Nielsen fra Aarhus Universitet mener, at bevillingen får stor betydning for fremtidens arktiske forskning.

- Man finder ikke et bedre sted end Grønland til at udføre målinger på klimaændringer, og Aarhus Universitet indgik for nylig et samarbejde med universitetet i canadiske Manitoba og Grønlands Naturinstitut, siger han til Århus Stiftstidende.

BNB