Politi har formodning om, at indbrud var et bestillingsarbejde.

Landmålerudstyr til en værdi af op mod en halv million kroner blev udbyttet, da tyve var på spil hos landinspektørfirmaet Nellemann & Bjørnkjær natten til torsdag.

Tyvene er stukket af med en gps-stander og en totalstation. Udstyret bruges til opmåling af jordarealer. og begge enheder har hver en værdi på 225.000 kroner.

Desuden er der blevet stjålet et digitalt nivileringsinstrument til en værdi af 30.000 kroner.

Tyvene er kommet ind i landinspektørfirmaets lokaler på Industrivej i Lemvig ved først at bryde en dør op med en kraftig skruetrækker. Derefter har de sparket en mellemdør op, inden de er forsvundet med de tre måleinstrumenter.

Alarmen gik klokken 00.44 hos Nellemann & Bjørnkjær, men da vagtpersonale ankom til virksomheden, var tyvene forsvundet fra stedet.

Politiet i Lemvig mener, der er tale om et bestillingsarbejde, da det stjålne udstyr er yderst avanceret.