16 bærbare computere og fire mobiltelefoner er blevet stjålet af tyve fra et klasselokale på Slagelse Gymnasium, mens eleverne var væk til morgensamling.

Det skriver Sjællandske.

Og det har fået alle på skolen til at undre sig.

»Vi er endnu ikke helt klar over, hvordan det gik til, for dørene bliver jo låst, når eleverne forlader lokalet. Men på en eller anden måde er tyvene kommet ind gennem en lille dør ud til haven, som ellers kun kan lukkes op indefra,« siger rektor Iver Grunnet til Slagelse Gymnasium til Sjællandske.

Rigtig meget er blevet stjålet, men skolen har endnu ikke opgjort, præcis hvad der er taget ud over computerne og telefonerne.

Der går 1200 elever på skolen, og endnu er der ingen meldinger om, at nogen har set tyvene, selvom der er overvågning ved indgangen og alarmer. De er dog ikke slået til i skoletiden.

Elevernes skal selv dække tyveriet gennem deres forsikring - det dækker skolen ikke, oplyser skolens rektor.  Det er nu blevet indskærpet over for eleverne, at de skal holde øje med deres ting.

Mange spor kan være gået tabt, fordi mange elever hver dag passerer den indgang, tyvene nok er kommet ind ad. Nu håber bare Iver Grunnet ikke, at det er nogen af skolens elever, der står bag tyveriet, siger han til Sjællandske.