Tirsdag gæster den nye, tyske præsident Danmark for første gang, siden han tiltrådte. Han skal blandt andet møde økonomi- og indenrigsministeren og til frokost hos Dronningen.

Der er to gange Margrethe på programmet, når den tyske forbundspræsident, Joachim Gauck, tirsdag gæster Danmark.

Til formiddag kort efter sin ankomst gæster han således Folketinget, hvor han mødes med økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) og efterfølgende tages imod af 1. næstformand af Folketingets Præsidium, Bertel Haarder (V), samt medlemmer af Folketinget.

Efterfølgende er det dronning Margrethe, der sammen med prins Henrik tager imod forbundspræsidenten og hans samlever Daniela Schadt, når de skal til frokost hos regentparret på Fredensborg Slot klokken 13.

Ud på eftermiddagen skal præsidenten mødes med repræsentanter for det tyske mindretal i Danmark, lige som han også skal mødes med repræsentanter for civilsamfundet.

Den 72-årige tyske præsident, der er tidligere luthersk præst og var kendt som borgerretsaktivist og kommunistmodstander i det gamle DDR, er forholdsvist ny på posten. Han overtog i marts efter Christian Wulff, der måtte gå af efter anklager om korruption.

Gauck var desuden i en årrække efter den tyske genforening leder af Stasi-arkivet, hvor han gik ind for størst mulig offentliggørelse af DDRs hemmelige politis dokumenter.

Besøget i Danmark bliver dog ganske kort. Allerede tidligt tirsdag aften flyver den tyske præsident og hans kæreste tilbage til Berlin.